Tre kandidater til Årets Lastbil i Europa
Kåringen af International Truck of the Year 2020 finder sted 20. november på årets største transportmesse i Europa, Solutrans i Lyon.
Tre lastbil-nyheder er i spil til den prestigefulde pris, der er blevet uddelt hvert år i mere end fire årtier.
Den nye generation af Mercedes-Benz Actros gik i produktion i juni og er naturligvis blandt de tre lastbiler på stemmesedlen.
En anden kandidat er Ivecos helt nye flagskib, Iveco S-Way, som blev lanceret i sommers i Madrid og i disse dage er ved at rulle ud på de europæiske veje.
Den tredje og sidste kandidat er Volvos FH-serie, som i år præsenterede en ny motor med Turbo Compound, som giver både 500- og 540-serien ekstra kræfter og bedre brændstof-økonomi med hele I-Save-pakken.
I kort form er de tre kandidater (i vilkårlig rækkefølge):
Mercedes-Benz Actros
Iveco S-Way
Volvo FH I-Save
Bag kåringen står en international jury bestående af 24 lastbil-journalister fra førende fagblade lige så mange europæiske lande – heriblandt Lastbil Magasinet som dansk repræsentant.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.