Lastbilsalget er på vej tilbage
Lastbilsalget er stadig mærket af det nær-rekordhøje salg af lastbiler i juni, hvor de nye fælles EU-regler for indførelsen af en digital tachograf trådte i kraft – men tendensen er ved at vende. I august 2019 er der blevet nyregistreret 352 lastbiler, hvor der i samme måned sidste år blev solgt 442 lastbiler, oplyser De Danske Bilimportører.
Til gengæld er der i de første otte måneder af 2019 blevet solgt 3570 lastbiler. Dette giver en fremgang på 8,2 procent i forhold til sidste år, hvor der blev solgt 3299 lastbiler i den samme periode.
»Vi glæder os over salget af såvel varebiler som lastbiler, som for året ligger på et ganske højt niveau. Salget er et meget positivt tegn på aktivitetsniveauet i erhvervslivet, og det glæder os, at efterspørgslen ser ud til at være rimelig stabil,« udtaler Gunni Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.