23948sdkhjf

Limfjordstunnelen har det bedre end ventet

Tunnelens tilstand grundlæggende tilfredsstillende.

En international ekspertgruppe har foretaget en undersøgelse af Limfjordstunnelens tilstand og restlevetid, og de slår fast, at tunnelens tilstand grundlæggende er tilfredsstillende. Transportminister Benny Engelbrecht (S) glæder sig over, at det skaber ro og tryghed omkring tunnelen. Han mener dog ikke, at det ændrer på behovet for en 3. Limfjordsforbindelse.

Den netop offentliggjorte rapport fra den internationale ekspertgruppe viser, at Limfjordstunnelen overordnet set har det fint, og at den med løbende renovering og overvågning kan holde i mange år endnu, før der bliver behov for store reparationsarbejder.

Transportminister Benny Engelbrecht:

- Ekspertgruppens konklusion skaber ro og tryghed omkring tunnelen. Dermed kan vi afblæse alle tanker om en hastende og omfattende renovering af tunnelen – med de store konsekvenser, som det ville have for trafikken i hele Nordjylland. Det ændrer dog ikke på behovet for en 3. Limfjordsforbindelse, og derfor forventer jeg også, at det er et emne, vi skal diskutere, når jeg sammen med Folketingets partier skal forhandle en bred aftale for de kommende års infrastrukturinvesteringer.

Vand

I 2017 var der vandindtrængning og sætninger i Limfjordstunnelen. Derfor blev en ekspertgruppe inden for konstruktion og vedligehold af tunneler bedt om at undersøge tunnelens tilstand, og om levetiden kunne være kortere end forventet.

Sidenhen har ekspertgruppen foretaget et udvidet og omfattende særeftersyn af tunnelen. Og nu konkluderer ekspertgruppen altså, at Limfjordstunnelens tilstand grundlæggende er tilfredsstillende.

Der er løbende blevet udført reparationsarbejder på tunnelen i 1990´erne og 2000´erne. Det har haft en god og positiv virkning på konstruktionen. Ekspertgruppen forventer dog, at der fortsat løbende vil udvikles revner og beton-utætheder i tunnelens nordlige halvdel på grund af sætninger og årlige temperaturvariationer.

 

Yderligere overvågning

Derfor anbefaler ekspertgruppen, at Vejdirektoratet iværksætter en yderligere overvågning og monitorering af Limfjordstunnelen ud over den indsats, der allerede finder sted.

- Det er naturligvis en anbefaling, vi tager til os. Vi holder i forvejen tæt øje med Limfjordstunnelen, og på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger vil vi iværksætte yderligere overvågning af dette vigtige stykke infrastruktur, siger chefkonsulent Niels Christian Skov Nielsen, Vejdirektoratet.

Endelig har ekspertgruppen foreslået tre større reparationsarbejder, der kan udføres om 15 til 50 år, hvis behovet opstår.

Fakta

Limfjordstunnelen blev indviet i foråret 1969.

Tunnelen er en del af det transeuropæiske vejnet (E45) og forbinder Vendsyssel med resten af Jylland.

Årsdøgntrafikken (ÅDT) er siden åbningen steget fra ca. 15.000 til ca. 80.000, og tunnelen er vital for trafikken i Nordjylland og i Aalborg.

Tunnelen er en sænketunnel med en samlet længde på 583 meter.

Den består af fem tunnelelementer. Hvert af tunnelelementerne er støbt i tørdok og slæbt flydende til deres endelig position, hvor de er sænket ned på havbunden. Dertil kommer cirka 50 meter støbt tunnel i sydsiden samt ramper og portalbygninger.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109