23948sdkhjf

Minister åbner døren på klem for klampning af vogntoget

Forleden kom det frem, at Norge nu også åbner op for at tilbageholde hele vogntoget i forbindelse med ulovligheder på vejene. Dermed følger nordmændene i hælene på Sverige, hvor man siden 2015 har haft mulighed for at klampe (sætte hjullås på) hele vogntoget ved ulovligheder.

På baggrund af nyheden fra Norge har Lastbil Magasinet spurgt transportministeren, om Danmark nu er moden til at følge i hælene på vores nordiske naboer og stramme skruen. Og læser man svaret fra ministeren, er han i hvert fald ikke blankt afvisende, men vil vide mere om de norske og svenske erfaringer.

I dag har politiet herhjemme kun mulighed for at tilbageholde den trækkende enhed, mens traileren i princippet kan køre videre med en anden trækker – og derfor mener mange, at det er for nemt for bagmændene bag transporten at ”vaske hænder” i forbindelse med ulovligheder, og derfor har mange danske chauffører og vognmænd et ønske om, at myndighederne gives beføjelser til at tilbage både trækkeren og anhængeren/traileren.

Socialdemokratiet har været imod klampning af hele vogntoget med den begrundelse, at der kan opstå juridiske problemstillinger, hvis der er tredjepart, der lider tab i forbindelse med klampning. Men vi kan vel ikke betragte hverken Sverige eller Norge som ”bananrepublikker”, og når de kan gennemføre sådan et initiativ, kan Danmark vel også – eller?

 

»Det følger allerede af godskørselsloven, at politiet har mulighed for at tilbageholde et køretøj med hvilket, der udføres godskørsel i strid med loven. Det er et effektivt middel til at sikre, at bøder bliver betalt,« siger Benny Engelbrecht.

»Det er flere gange blevet foreslået at udvide denne mulighed, så hele vogntoget – altså både trækker og anhænger – kan tilbageholdes. Jeg støtter formålet med en sådan ordning, nemlig at styrke indsatsen mod lovovertrædelser i vejtransportsektoren. Der er dog også nogle betænkeligheder ved en sådan løsning, som jeg ikke kan sidde overhørig, og som kræver nærmere undersøgelser. Det gælder dels hensynet til ejeren af den last, der er i vogntoget, men også det helt grundlæggende spørgsmål om proportionalitet, da værdien af trækkeren i sig selv som altovervejende hovedregel vil være nok til at dække værdien af bøden,« fortsætter han.

Der er opbakning til klampning af hele vogntoget herhjemme - i hvert fald fra EL, SF og DF. Vil ministeren i denne periode tage initiativ til klampning af hele vogntoget herhjemme, så dem, der planlægger transporterne, også kommer til at stå til ansvar ved ulovligheder på de danske veje?

 

»Jeg har bedt mit ministerium rette henvendelse til vores kolleger i Norge og Sverige for at høre, hvad deres erfaringer er med ordningen, og hvilke tanker de har gjort sig om de retssikkerhedsmæssige aspekter. Når vi er blevet klogere omkring de udenlandske erfaringer, og vi har holdt disse erfaringer op mod en dansk kontekst, har vi grundlaget for den videre politiske drøftelse af emnet,« siger Benny Engelbrecht.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078