Nyt lastbilmærke får fem afdelinger i Danmark
Ford Trucks har store ambitioner om at blive en seriøs aktør på det europæiske lastbilmarked, og det inkluderer også etablering af serviceværksteder over hele Europa – også i Danmark.
Tidligere i år fortalte Ford Trucks, at der var to servicesteder på vej i Danmark – og sidste nyt fra den tyrkiske lastbilproducent er, at der vil blive etableret fem officielle servicepunkter i Danmark.
Opstarten af servicenetværket sker herhjemme i samarbejde med TIP Trailer Services, som i forvejen har en række værksteder landet over med service og reparation af både trailere og lastbiler.
Ford Trucks i Danmark etablerer officielle servicepunkter hos TIPs afdelinger på disse steder:
- Taulov
- Taastrup
- Padborg
- Tilst
- Hirtshals
Ford Trucks’ målsætning er senest i 2020 at have hele Østeuropa dækket af salgsforhandlere og hele Europa dækket af servicenetværk.
Ifølge Ford Trucks’ hovedsæde i Istanbul er de fem danske servicesteder allerede nu i drift og klar til at tage Ford-lastbiler ind, hvis det skulle blive aktuelt.
Det er dog ikke noget, som TIP Trailer Services i Danmark kan bekræfte. Herfra lyder det, at man endnu ikke er klar til at fortælle offentligt om samarbejdet med Ford Trucks.
I Ford Trucks’ setup skal alle servicepunkter udstyres med officielle skilte og logoer fra Ford Trucks. Og Ford Trucks oplyser, at materialer er fremsendt til alle værksteder, men endnu ikke taget i brug, ligesom alt specialværktøj og reservedele inden længe vil være tilgængeligt alle steder.
TIP Trailer Services skal ifølge Ford Trucks også være servicepartner i det øvrige Norden, men her er planerne endnu ikke så konkrete, at man kan fortælle om dem i detaljer.
Ford Trucks er en afdeling af den tyrkiske bilkoncern Ford Otosan. Ford Trucks lancerede i efteråret 2018 den nye langturslastbil Ford F-Max, som blev kåret til International Truck of the Year 2019.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.