Et problem er løst – flere venter
DTL-Danske Vognmænd og specialforeningen DTL Kran Blok Erfa er tilfredse med Færdselsstyrelsens forslag til kommende ændringer af bekendtgørelsen om særtransport - med hensyn til forøgelse af breddekravet og kørsel med armeringsnet.
Til gengæld gør ændringerne det endnu mere aktuelt at få en bred og gennemgribende revision af bekendtgørelsen om særtransport, melder Kran Blok Erfa via foreningens sekretær, konsulent Finn Bjerremand.
Vandret liggende
Færdselsstyrelsen har i en høringsrunde i foråret taget fat på en række problemer omkring særtransport. Blandt andet forslår styrelsen, at udeleligt bredt gods fremover må transporteres vandret liggende, uanset at bredden af transporten herved forøges. Kravet vil være, at bredden af transporten ikke overskrider 3,30 meter.
- Det løser problemerne for de tilladelsesfrie brede transporter, men det forudsætter, at anden praksis ikke ændres. Det skal eksempelvis stadig være muligt at få udstedt stræknings- og årstilladelser til transport af flere overdimensionerede, vandretliggende kolli ad gangen med bredde på op til 3,65 meter. Og det uden restriktioner på, hvordan godset er placeret, udtaler Jan Kjelgaard, formand for Kran Blok Erfa.
Over 3,65 meter
Det er også væsentligt, at der fortsat gives tilladelse til særtransport med vandret liggende gods med flere ens kolli oven på hinanden med en bredde over 3,65 meter, hvis godsets beskaffenhed og håndteringen kræver vandret transport, lyder det i høringssvaret fra DTL.
- Vi er samtidig enige i forslaget om tilladelsesfri kørsel med brede armeringsnet (rionet, red.) op til 3,30 meter i bredden. Det vil løse udfordringen med at kunne transportere nettene vandret, og de vil så også kunne løftes vandret. Det højner arbejdsmiljøet, vurderer Jan Kjelgaard.
Gennemgribende facelift
Kran Blok Erfas formand peger på, at foreningen for vognmænd med kran- og / eller blokvognskørsel har en lang række relevante forslag, som både kan være med til at sænke klimabelastningen og forbedre trafiksikkerheden. Forslagene bør medtages i et mere gennemgribende og nødvendigt facelift af særtransportbekendtgørelsen, og de er nu medtaget i høringssvaret, melder foreningen.
Blandt forslagene er flere ønsker, der er samlet gennem tiden:
Det gælder eksempelvis ønsket om, at udtrækkelige og udsvingbare forbredninger igen bliver tilladt i forbindelse med afvikling af brede særtransporter, på registrerede køretøjer, sådan som det med stor succes har været praktiseret helt frem til, at Politiet for fire år siden pludselig - uden varsel - ændrede deres fortolkning af, hvornår forbredninger må anvendes.
Følgebiler
DTL mener også, at reglerne for følgebiler bør have en grundig overhaling. Følgebiler bør, ifølge foreningen, kunne anvendes til at spærre trafik i rundkørsler og lignende, som politiet ofte gør det, så en STA (Særtransportassistent) ikke skal risikere liv og førlighed, når der skal udføres trafikdirigering.
Ligeledes bør der følges op med en informationskampagne om følgebiler, så kommende trafikanter ved eksempelvis trafikundervisning undervises i begrebet følgebiler og særtransportassistenternes beføjelser, lyder det fra Kran Blok Erfa.
- Vi er slet ikke færdige med at arbejde med den bekendtgørelse. Det skal vi have myndighederne til at forstå. For der er også en samfundsmæssig dimension på dette her, som kommer alle til gode, tilføjer formand Jan Kjelgaard, Kran Blok Erfa.