Ny stævning mod staten
Der skal være fuld organisationsfrihed for arbejdsgivere.
Med det argument stævner ITD Arbejdsgiver den danske stat inden for de kommende fire til seks uger.
I en pressemeddelelse melder ITD Arbejdsgiver, at organisationen arbejder på højtryk med stævningen mod den danske stat med det formål at sikre fuld organisationsfrihed for arbejdsgivere - lige som der er for arbejdstagere.
Konkret er målet med stævningen, at konflikter, der iværksættes med henblik på at få et medlem af ITD Arbejdsgiver til at tiltræde en bestemt overenskomst, skal være ulovlige, og at staten skal beskytte medlemmernes ret til ikke at være medlem af en bestemt forening.
Fuld beskyttelse
Gert Jakobsen, bestyrelsesformand i ITD Arbejdsgiver:
- Vi vil have fuld beskyttelse af vores medlemmer, der jo har forpligtet sig til at overholde vores overenskomst. De skal være beskyttet mod konflikt på lige fod med arbejdsgivere, der har tegnet en overenskomst med et LO-forbund. Vi stævner staten for ikke at beskytte vores medlemmers negative foreningsfrihed, og vi er helt parate til – om nødvendigt – at gå hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Advokatfirmaet Kromann Reumert er hyret til at bistå ITD Arbejdsgiver med retssagen. Firmaet har stor ekspertise inden for både arbejds- og EU-ret.
Stiftet af ITD-medlemmer
ITD Arbejdsgiver er stiftet af ITD's medlemmer. ITD repræsenterer cirka 800 medlemmer i den danske vejgodstransport. ITD og ITD Arbejdsgiver vil gerne have, at flere vognmænd organiserer sig i en arbejdsgiverforening, og ITD bakker fuldt op om stævningen mod staten.
ITD Arbejdsgiver har i samarbejde med Krifa lavet en overenskomst på markedsniveau, men nutidig og med fleksible vilkår for både medarbejdere og virksomheden. Hvis den overenskomst skal kunne være fuldt til gavn for den danske transportbranche, må og skal arbejdsgivere sikres fuld organisationsfrihed, melder ITD Arbejdsgiver.
Anden sag
I oktober sidste år indgav en gruppe vognmænd søgsmål mod Fagforeningen 3F og staten for at få fastslået deres ret til et frit valg af overenskomst.
Vognmændene ønsker således at stoppe fagforeningen 3F, der ønsker, at vognmændene følger én bestemt overenskomst – med 3F Transportgruppen.
Samtidigt retter søgsmålet også skytset mod Staten - for ikke at forsvare vognmændenes ret til såkaldt negativ foreningsdannelse - altså vognmændenes ret til selv at bestemme, hvem de ikke ønsker at indgå overenskomst med.
Advokatfirmaet Sønderby Legal fører denne sag for de fire vognmænd. Alle fire sagsøgere har – eller følger – en godkendt kollektiv overenskomst.