- Pas på byggebranchen
- Pas på byggebranchen.
Sådan lyder det blandt andet til Vognmandens Fagblad fra René Mitrofanov, formand for den 120 medlemmer store Sjællands Vognmandsforening og netværket Region Øst under DTL – Danske Vognmænd.
Voldsom byggeaktivitet
Advarslen fra vognmanden fra Kalundborg - der har sit efternavn fra sin russiske farfar - kommer i kølvandet på den kraftige byggeaktivitet, der i flere år har præget blandt andet dele af Sjælland og ikke mindst Storkøbenhavn.
- Pas på byggebranchen. Mange firmaer har jo travlt, men jeg har hørt, at en del af dem heller ikke tjener de store penge. Mange byggearbejdere kræver 100 kr. ekstra i timen bare for at køre ind til København, fortsætter René Mitrofanov til Vognmandens Fagblad.
Mere stille på vejene
I nærmest diametral modsætning til de seneste års voldsomme byggeaktivitet melder vognmanden fra Kalundborg samtidig på en nærmest forbløffende stilhed på vejene.
- Lige nu er der meget stille. Godt nok hører vi, at folke bruger mange penge, har et stort privatforbrug. Men der er ikke meget gang i kørslen, og der har ikke været lige så meget kørsel for os, som i 2017, tilføjer René Mitrofanov.
Hans far, vognmand Herbert Mitrofanov, havde oprindeligt en vognmandsforretning ved Silkeborg. I 1990 blev René Mitrofanov ansat i forretning, som han overtog i 1995.
I dag har han fem ansatte chauffører og seks lastbiler, og så blev han formand for Sjællands Vognmandsforening i 2017.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.