23948sdkhjf

Tre af fire trafikdræbte er mænd

Uopmærksomhed og manglende orientering blandt årsager til dødsulykker.

Sidste år oplevede vi det næstlaveste antal dræbte i trafikken siden 2. verdenskrig. Uopmærksomhed og manglende orientering var blandt årsagerne til en række af dødsulykkerne, viser en ny rapport fra Vejdirektoratet om dødsulykker i Danmark i 2017.

Vejdirektoratets analyser af dødsulykkerne i 2017 viser, at uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering spillede en rolle i 61 procent af ulykkerne sidste år. Det betyder, at ulykkerne skete, fordi man f.eks. overså en trafikant, man havde vigepligt for, eller måske sad og faldt i staver og kørte ind i træet i vejsiden.

Ingen fokus

- Når vi føler os trygge i trafikken, er vi mere tilbøjelige til at gøre andre ting samtidig med kørslen. Vi tænder for radioen, tager en tår kaffe eller snakker med sidemanden. Det kan have betydning for, at vi måske lige dér – på det afgørende tidspunkt – ikke har nok fokus på trafikken, og derfor ikke når at undvige ulykken, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.

Selvom størstedelen af bilisterne altid bruger sele, når de kører, så viser Vejdirektoratets analyse af dødsulykkerne blandt andet også, at mindst 30 procent af de dræbte i personbiler i 2017 ikke anvendte sele.

- De gode råd virker stadig, når det kommer til at undgå alvorlige ulykker i trafikken: Spænd selen, orientér dig om andre i trafikken, overhold fartgrænsen og kør aldrig i påvirket tilstand, fortsætter Marianne Foldberg Steffensen.

Fart og alkohol

For høj hastighed bliver både vurderet i forhold til den gældende fartgrænse, til manøvren trafikanten lavede, til vejrforholdene under ulykken og til skadens omfang.

Mindst hver tredje af de implicerede køretøjer i dødsulykkerne i 2017 kørte hurtigere end tilladt. I 42 procent af dødsulykkerne i 2017 have for høj hastighed betydning for, at ulykken skete, eller at skaden blev større, end den ellers ville være blevet.

Forbedring

I mere end hver 4. dødsulykke i 2017 var en trafikant desuden påvirket af alkohol, narko og/eller medicin. I 25 procent af dødsulykkerne er det vurderet, at den påvirkede tilstand havde betydning for, at ulykken skete.

- Både spirituskørsel og alt for høje hastigheder i trafikken spiller stadig en stor rolle i mange af dødsulykkerne, men vi er blevet bedre end for syv år siden, så det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på disse indsatsområder, hvis vi skal nedbringe antallet af dræbte i trafikken, tilføjer Marianne Foldberg Steffensen.

Fakta dødsulykker 2017

175 personer blev dræbt på de danske veje i 165 trafikulykker.

114 af de 165 dødsulykker skete på veje i landzone.

I byzone involverer dødsulykkerne oftere fodgængere eller cyklister, hvorimod trafikanter i landzone typisk bliver dræbt i personbil.

3 ud af 4 dræbte i 2017 var mænd, og de fleste kørte i personbil.

Der er en overrepræsentation af dræbte unge mellem 18 og 24 år. Gruppen udgjorde 19 procent af de dræbte i 2017, men kun 9 procent af befolkningen i 2017.

Den typiske dødsulykke: Ses der samlet over årene, er den typiske dødsulykke sket i dagslys på en lige strækning i landzonen. Det er typisk en eneulykke, hvor der kun er én involveret trafikant, og det er typisk en mand i bil.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097