Kurt Beier er død
Midt i sin vognmandsforretnings værste krise er Kurt Beier, stifteren af Kurt Beier Transport A/S, afgået ved døden.
Det skriver JydskeVestkysten søndag eftermiddag.
Kurt Beier blev 69 år. Han efterlader sig hustruen Hanne og børnene Karsten og Gitte samt børnebørn.
Ifølge JydskeVestkysten sov Kurt Beier ind lørdag på Hospice Sydvestjylland i Esbjerg efter længere tids sygdom.
Kurt Beier Transport A/S har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.
Kurt Beier har i de seneste år haft en anonym rolle i vognmandsfirmaet, der i stedet bliver bestyret af sønnen Karsten Beier, der er direktør i firmaet.