1728 kilometer på én tank
En Iveco Stralis NP 460 fra Storbritannien har gennemført den hidtil længste strækning på en enkelt LNG-påfyldning.
4x2 sættevognstrækkeren kørte fra London med en treakslet kassesættevogn og en totalvægt på 30 ton.
Efter en kort færgeoverfart fra Dover til Calais fuldførte chaufføren en vejstrækning på 1728 kilometer uden at tanke – og overgik dermed lastbilens officielle rækkevidde på 1600 km og satte ny rekord.
Det svarer til en imponerende brændstofbesparelse med LNG på cirka 200 pund på udrejsen - eller 40 procent sammenlignet med diesel.
Tankede først i Madrid
Martin Flach, Ivecos chef for alternativ brændsel:
- Sidste år kørte vi fra John O’Groats til Land’s End på en enkelt tank i en Stralis NP på 400 hk, men denne her gang ville vi sætte baren endnu højere. Det var en chance til at vise, hvor brændstofeffektiv Stralis NP er, og lade vores seneste 460 hk gasdrevne motor gennemføre testen. Vi fyldte tanken helt op, før vi forlod London, og første gang vi stoppede for at tanke, var i Madrid to en halv dag senere. Når man kører på 100 procent naturgas, behøver man ikke tænke på diesel eller AdBlue, hvilket gør det til den enkleste løsning for både flådemanageren og chaufføren.
Trods tæt trafik på den britiske side af den Engelske Kanal, kraftig modvind i Frankrig og den bjergrige strækning i Spanien, slog Stralis NP rekorden med et imponerende gennemsnitligt brændstofforbrug på 22,6 kg. per 100 km.
MyBestRoute
Forud for turen havde Iveco nøje planlagt ruten med brug af MyBestRoute, en webbaseret applikation udviklet af Michelin til Stralis NP-kunderne. Med den kan chauffører og flådeledere vælge den optimale rute for enhver transport i Europa og ovenikøbet få vist LNG-tankstationer og beregne de samlede omkostninger for henholdsvis diesel- og gasdrevne lastbiler.
Iveco bruger turen til at vise, at naturgas – herunder CNG, LNG og biometan – alle er farbare, realistiske, sikre og omkostningseffektive alternativer til diesel. Nye og mere miljøvenlige brændstoffer, der er tilgængelige gennem et voksende netværk af tankstationer i Storbritannien og på kontinentet.
99 pct. færre partikler
Sammenlignet til den tilsvarende Euro 6 diesel udsender en Stralis NP, der kører på LGN (flydende naturgas), cirka 90 procent mindre NO2, 99 procent færre partikler, op til 15 procent mindre CO2 – eller 95 procent mindre med biometan.
Stralis NP fås som sættevognstrækker i version 4x2 og 6x2 til tunge transporter med effekter på 400 og 460 hk. Iveco tilbyder desuden mellemtunge og lette lastbiler, som kører på naturgas, sammen med et bredt udbud af lette erhvervskøretøjer i form af Daily Natural Power fra 3,5 til 7,2 tons.
Alle modeller kan bestilles i dag og styrker Ivecos position som en pålidelig partner inden for bæredygtig transport og førende inden for alternative brændstoffer.
Iveco var den første lastbilsproducent til at se potentialet i naturgas, tilbage i 1991 – en forudseenhed, der førte til udvikling af en lang række naturgasdrevne lastbiler, varevogne og busser. I dag er der over 25.000 gasdrevne køretøjer fra Iveco i drift.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.