23948sdkhjf

Audi-grå specialbil med elektrisk bogieaksel

Krog Transports nye Scania S 500 har blandt andet elektrisk styrbar bogieaksel.

Den nye ’Audi-grå’ Scania S 500 hos Krog Transport i Herning er et godt eksempel på, at Scania også leverer specialopbyggede biler – direkte fra fabrikken i Södertälje, cirka 60 kilometer fra Stockholm.

Bilen blev blandt andet udstillet på Transport Øst i Greve, første weekend i september, og nu er den altså en del af vognparken hos Krog Transport, hvor kuløren på Scanias oprindelige demobil passer perfekt til Krogs firmafarve.  

Den grå farve er ikke én af Scanias standardfarver, men via Scanias såkaldte MCC-pakke kan lastbilerne leveres i præcis den farve, som kunderne ønsker, direkte fra fabrikken. En anden fordel ved MCC-lakeringen er, at alt på bilen kan indfarves - eksempelvis dørhåndtag og hellakeret solskærm.

Opbygning

Scania i Ishøj har opbygget den nye bil. Det inkluderer blandt andet en galge med indbygget lys til luft, et skab bag sideværnet, fuld alu-afdækning, dobbelte baglygter, en plade under batterierne med arbejdslys, inddækning af førerhusophæng bagtil, tre ekstra lygter i solskærmen, arbejdslys og trekantafdækning mellem bogieakslerne.

Chassiset er også lidt specielt, da bilens akselafstand er 2,95 meter, og bogieakslen er elektrisk styrbar. Sidstnævnte giver en væsentligt lettere manøvredygtighed på lille plads.

Den 6-cylindret motor på 13 liter yder maksimalt 500 hk og 2.550 Nm med SCR-teknologi. Motoren er koblet til en 12+2-trins Scania Opticruise GRS905R-gearkasse med to krybegear, to bakgear og retarder.

Første Scania

Den nye bil er Torben Krogs første Scania.

- Jeg havde i går aftes og nat fornøjelsen af at køre min nye bil. Jeg kørte med link og trailer fra Herning til Brøndby og retur. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Driftsrapporten siger 21,3 liter pr. 100 km med link på første tur. Bilen var sat på eco drive, og alligevel tog den Slagelse Bakke med 83 km/t på toppen med et hurtigt nedskift til 11. gear, siger vognmanden.

CS20H-førerhuset er blandt andet udstyret med fuld læderpakke, Premium-førersæde med ventilation, drejbar hvilestol, stort infotainmentsystem med 7 tommer skærm, DAB-radio, ratbetjening og stemmestyring, kaffemaskine, køleskab, tabletholder og stort klimaanlæg. Bilen har også alt i sikkerhedsudstyr.

Bilen leveres af Jens Bækgaard, Scania i Herning.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219