23948sdkhjf

ADR-trækker til Aars

Fjerde DAF til vognmand Dan B. Pedersen, Aars.

Vognmand Dan B. Pedersen, Aars, har modtaget sin fjerde DAF til sin lille vognmandsforretning, der primært kører sydgående ADR-transport for IAT til blandt andet Tyskland, Belgien og Frankrig.

- Indtil for 14 dage siden kørte jeg i en DAF XF 510 med over 700.000 kilometer på tælleren. Den var jeg rigtig godt tilfreds med, men nu kører jeg i en ny DAF XF 530 med 10.000 km på tælleren. Det er jeg også rigtig godt tilfreds med, lyder det.

Det skyldes ikke mindst, at han med 40 tons totalvægt både ud og hjem altid har holdt 3,3 til 3,4 kilometer på literen i 510’eren - og forventer at runde 3,5 kilometer på literen i den nye 530’er.

Topmodellen – Truck Of The Year

Vognmandens - og DAF’s nye topmodel, der i øvrigt er kåret som Truck Of The Year 2018, leveres af Lastbilmægleren, ved Carsten Lykke i Hedensted.

Opbygningen af XF 530’eren er udført af autoriseret DAF-servicepartner PM Lastvogns Service i Hedensted. Her er der monteret kompressoranlæg til losning af de tanksættevogne, som vognmanden primært kører med. Desuden er der blevet plads til en meget stor værktøjskasse i højre side samt en 845 liter stor brændstoftank i venstre side.

 

Aludørk

AdBlue-tanken er, som på de fleste DAF’er, gemt under førerhuset i venstre side, mens batterierne er placeret i chassisoverhænget bag bagakslen. Hele herligheden er dækket af med en aludørk i fuld bredde og længde med integrerede sidemarkeringslygter, der letter rengøringen.

Bag på førerhuset er det obligatoriske ADR-udstyr monteret - i form af skabe til ildslukkere, gnistfri skovl samt kost i den ene side og 30-liter stor vandtank til håndvask med videre i den anden side. Skabene er lakeret i samme metalblå farve som resten af bilen.

Ekstra ’Fix’

Foruden DAF’ens store standardudstyr i Super Spacecab førerhuset har Fix Autopolstring i Hedensted opgraderet skabe, vægge og loft samt skræddersyet måtter og gardiner.

Dan B. Pedersen har kørt DAF i cirka 15 år. Egentlig var han mest til Scania, men hvad han dengang troede skulle være et eventyr med en ny R 144, udviklede sig knap så godt.

- Den 144 var jeg glad for i cirka 14 dage. Siden har jeg været glad for DAF. Jeg kører 160.000 til 170.000 kilometer om året og skifter bil, inden den runder trekvart million. Min 510’er har kørt uden problemer, og jeg forventer det samme af den nye 530’er. Så hvorfor binde sig på en reparationsaftale, spørger vognmanden, der selv giver svaret.

Han fylder 60 år om nogle måneder og regner med at køre i den nye bil i fire-fem år. Så vil han formentlig skifte en sidste gang, så han og hans sidste bil kører sammen på pension, inden han fylder 70.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187