23948sdkhjf

Taksterne for ny bro på plads

Udbuddet af betalingsanlægget til Kronprinsesse Marys Bro er i fuld gang, og bestyrelsen i Fjordforbindelsen Frederikssund har på et bestyrelsesmøde 2. maj godkendt det endelige udbudsmateriale for betalingsanlægget til den kommende bro.

Prisen for at krydse den nye bro over Roskilde Fjord bliver 14 kroner for biler under 3500 kg og 41 kroner for lastbiler, når broen åbner. Hermed følger priserne taksterne angivet i anlægsloven.

»Det er vigtigt, at både borgere, virksomheder og de bydende parter på broens betalingsanlæg kender de takster, vi kommer til at operere med. Vi har gjort os umage for at holde de priser, der var forudsætningen i anlægsloven fra 2014,« siger Leif Tullberg, formand for bestyrelsen i Fjordforbindelsen Frederikssund.

»Taksterne er en forudsætning for, at de bydende virksomheder kan afgive tilbud på opgaven med betalingsanlægget. De har nemlig brug for at kende taksterne for at kunne prissætte driften af betalingsanlægget,« forklarer Leif Tullberg.

Anlægsloven siger, at broen delvist skal finansieres via brugerbetaling, og at taksterne skal sættes på et niveau, der sikrer en tilbagebetalingstid på maksimalt 40 år. Loven giver mulighed for, at taksterne indeksreguleres i takt med den løbende prisudvikling i samfundet, hvilket bestyrelsen har fravalgt frem til broens åbning.

Kronprinsesse Marys Bro forventes at stå færdig i slutningen af 2019. Når broen er bygget færdig og anlægget tilsluttet, vil den eksisterende bro, Kronprins Frederiks Bro, fortsat kunne benyttes, og borgerne vil fortsat kunne komme gratis over fjorden, så længe køretøjet vejer op til 3500 kg. Tungere trafik vil efter åbning af fjordforbindelsen ikke længere kunne benytte Kronprins Frederiks Bro.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078