Brummende nostalgi ved Eindhoven
Den dybe, dybe brummende lyd sender tankerne tilbage til Aarhus Hovedbanegård anno cirka 1970. Dengang MY-lokomotiverne nærmest brølede ind til perronerne – og mindede om store uhyrer, der blot blev holdt fast af skinnerne.
Men lyden kommer fra den 14,03 liter store sekscylindrede Cummings-motor, der for 23 år siden gjorde sin éntre på den europæiske lastbilscene – som hjertet i DAF’s dengang spritnye FT 95, 500 Super Space Cab.
En lastbiltrækker der med en motor på imponerende 500 hestekræfter var én af trækplastrene på den hollandske fagmesse BedrijfsautoRAI 1994 – og satte nye standarter med markedets største førerhus og altså den imponerende motorkraft.
Mig og The Wild Rover
Dén trækker – også kaldet The Wild Rover - mødte og kørte jeg forleden ved Eindhoven, hvor DAF i denne tid fejrer, at det 1. april i år er 90 år siden, at den hollandske ingeniør Hub van Doorne åbnede et lille konstruktionsværksted i den hollandske by Eindhoven.
Siden udviklede det lille værksted sig til én af verdens førende lastbilproducenter – altså med afsæt i et hjørne af det lokale bryggeri Coolen i Eindhoven, hvor DAF-museet i dag har til huse.
Fint museum
Vognmandens Fagblad kan varmt anbefale alle lastbilinteresserede et besøg på museet, efter at DAF Trucks forleden inviterede den europæiske fagpresse til rundvisning og besøg – både på museet og på DAF’s store testanlæg ved Eindhoven.
Sidstnævnte sted havde DAF – i anledning af fødselsdagen – linet 12 klassiske lastbiler og trækker op, suppleret af 14 topmoderne DAF-biler – og så lige to klassiske DAF-personbiler i form af en DAF 31, årgang 1964, og en DAF 44 fra 1973.
2018: Masser af succes
For lige at trække en hurtig linje til dags dato arbejder DAF's fabriksanlæg nu på højtryk - og producerer cirka 250 nye lastbiler hver dag - for at kunne opfylde markedets efterspørgsel på blandt andet CF- og XF-modellerne. De er kåret som Truck Of The Year 2018 af den europæiske fagpresse - og herunder Danske Transport Medier (Lastbil Magasinet).
Læs mere om DAF’s første 90 år - og en perfekt dag i nærmest sommerlige Holland - i næste nummer af Vognmandens Fagblad.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.