23948sdkhjf

150 udstiller på Vestfyn

Årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2018, afholdes i Ejby ved den fynske motorvej E20 i weekenden 25.-27. maj. Forberedelserne er i fuld gang, og alle stande på de over 50.000 kvadratmeter er udsolgt.

»Vi har yderligere optimeret messearealet for bedst mulig udnyttelse. Det har givet plads til over 150 udstillere,« forklarer arrangøren, Per Mikkelsen fra VBG Group.

Kåring af årets varebil og opbygning

Årets Varebil er siden 1998 blevet kåret af Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD), der i dagene op til Vestfyn Trækker udvælger markedets bedste varebiler. En af dem bliver kåret som Årets Varebil i Danmark 2018, og vinderen offentliggøres på MKD’s stand den 25. maj klokken 15.

Desuden afholder MCH konkurrencen Årets Opbygning, hvor de besøgende sammen med syv dommere udnævner årets bedste specialbyggede køretøj blandt deltagerne.

»Konkurrencen er blevet så stor en succes, at vi har valgt at afholde den hvert år. Vurderingskriterierne er blandt andet nyhedsværdi, potentiale, dokumentation, arbejdsmiljø, merværdi og miljøhensyn,« fortæller projektleder Nikolaj Jørgensen fra MCH Messecenter Herning.

9. maj er deadline for tilmelding, og på Vestfyn Trækkers åbningsdag offentliggøres de tre nominerede. Herefter stemmer publikum 26. maj, inden vinderen offentliggøres på scenen 16.30.

Årets Transportvirksomhed hos DTL

DTL Danske Vognmænd kårer Årets Transportvirksomhed 2018 sammen med SOS Dansk Autohjælp, Jyske Finans, MTDK, Codan, Circle K, VBG GROUP, Volvo og Bridgestone. De tre finalister offentliggøres fredag klokken 15 på DTL-standen, hvor man fra klokken 14 også kan møde alle seks semifinalister. Frem til lørdag klokken 18 kan man via SMS stemme på sin favorit, hvorefter vinderen kåres.

»I 2018 er temaet sikkerhed. Det dækker over trafiksikkerhed, over reduktion af skader, uheld og forsikringspræmier samt over godt arbejdsmiljø. Og så er sikkerhed også et vigtigt parameter for branding af virksomheden og dermed et aktiv i forhold til medarbejdere og kunder,« siger Bettina Stannov, marketingansvarlig hos DTL Danske Vognmænd.

Er Tim stadig verdens bedste?

Da Vestfyn Trækker senest blev afholdt, vandt Tim S. Hansen indledende runde af jagten på verdens bedste kranfører. På blot 96 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde.

Efterfølgende slog vognmanden fra Karise alle internationale konkurrenter af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Tyskland. Også i år starter kampen på Sawos messestand, hvor kvalifikationsrunden afholdes.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066