23948sdkhjf

DK's Statistik: Fald i kørsel

Som en positiv afslutning på året steg de danske lastvognes transportarbejde (gods gange distance) i fjerde kvartal 2017 med 1,6 pct. i forhold til samme periode året før og endte på 4 mia. tonkm.

For hele 2017 faldt transportarbejdet dog 3 pct. i forhold til 2016. Faldet i 2017 skete i både den internationale kørsel inklusive kørsel udelukkende i udlandet og den nationale transport med hhv. 2 pct. og 3 pct.

Det skriver Danmarks Statistik.

Det internationale transportarbejde til og fra Danmark viser fremgang gennem hele 2017. Transportarbejdet med danske lastvogne steg 2,3 pct. i 2017 i forhold til året før og endte på 2,4 mia. tonkm. Når de udenlandske lastvogne indregnes, blev den forventede vækst i 2017 på 3,7 pct., se nedenstående.

ANTALLET AF LASTBILER OVER GRÆNSEN TYDER PÅ STIGNING I INTERNATIONAL TRANSPORT


En stor del af den internationale lastvognstransport fra og til Danmark foregår med udenlandsk indregistrerede lastvogne - i 2016 var det 85 pct. af transportarbejdet. Statistikken over de udenlandske lastvognes transport opgøres kun årligt og er baseret på data fra de øvrige EU-lande. Der er endnu ikke en opgørelse for 2017.

Udviklingen i de udenlandske lastvognes internationale transportarbejde i Danmark afspejler sig i de tyske opgørelser over lastvogne, der krydser den dansk-tyske grænse på motorvejene. Opgørelsen er baseret på automatiske registreringer til betaling af den tyske vejafgift, MAUT. Over tid er der en pæn overensstemmelse mellem lastbiler, der passerer den dansk-tyske grænse og de udenlandske lastvognes transportarbejde.

Fremskrives de udenlandske lastvognes transportarbejde med udviklingen i MAUT-tallene fra 2016 til 2017, som var 3,9 pct., bliver den samlede forventede vækst i det internationale transportarbejde til og fra Danmark 3,7 pct. fra 2016 til 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062