Vognmænd i højt digitalt gear
Danske transportvirksomheder er som helhed godt med på digitaliseringsbølgen, oplyser økonom Morten Pernø, DTL – Danske Vognmænd.
Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, ”IT-anvendelse i virksomheder – virksomhedernes digitalisering”.
26 mod 14 procent
Undersøgelsen viser, at en noget større andel af de danske transportvirksomheder - i forhold til EU-gennemsnittet - er digitaliserede i høj eller meget høj grad. Andelen er med 26 procent mod blot 14 procent næsten dobbelt så høj i Danmark som i resten af EU.
Det danske marked for transporttjenester har altid været præget af en hård konkurrence, hvor der ikke ”køres for sjov”. For at kunne overleve som vognmand, og holde omkostningerne nede og overholde kravene til køre-/hviletid, er det ganske enkelt nødvendigt at optimere kørslen og benytte GPS og flådestyringssystemer.