23948sdkhjf

Fralæggelse af ansvar?

DEBATINDLÆG:

Morten Slot-Thomsen, husk lige, at det ikke var én utilfreds vognmands indlæg, jeg reagerede på, men én utilfreds chauffør, som ikke var tilfreds med udsigten til et job som chauffør, hvor man ikke kunne få løn efter overenskomst.

Jeg har svært ved at se, jeg tørrer noget af på chaufførerne, bare fordi jeg peger på, at de selv er med til at opretholde et underbetalingsproblem.

Men du har da ret i, at det ville løse problemerne for en del vognmænd, hvis chaufførerne nægtede at arbejde til mindre end overenskomsten. Men der ville nu nok være flere vognmænd, som fik alvorlige problemer og derfor måtte dreje nøglen om.

Så skriver du, Morten Slot-Thomsen, at vi ønsker, at chaufførerne skal kæmpe vores kamp. Det behøver I skam ikke, men I kan jo starte med at kæmpe jeres egen.

Angående brug af vognmændenes biler til blokader, så har jeg svært ved at se, at det er en nødvendighed, da jeg er overbevist om, at effekten på samfundet er lige så stor, hvis chaufførerne bare blev hjemme, frem for at lave blokader, og så ville I heller ikke skabe den negative effekt fra den øvrige befolkning, som en blokade skaber.

Det er da ok at blive sur og kalde det noget 'kællingeri' at påpege et problem, men umiddelbart kan jeg ikke se dit svar på mit indlæg som andet end sur galde.

Så stort et problem, som underbetaling er blevet, kan det nu KUN løses nedefra. At forestille sig, at vognmændene skulle løse problemet frivilligt og forlange højere priser over en kam, ville jo kræve enighed om et prisniveau og en fælles aftale om, at man ikke gik under denne. Det er utopi og i øvrigt ulovligt at aftale priser på den måde.

Så nu er der, så vidt jeg kan se, ikke andre end chaufførerne selv, der kan ændre på forholdene angående løn. Alternativt kan i jo vente på, at vognmænd, kørselsrekvirenterne eller slutkunderne klarer det for jer. Lad mig lige sige, at sandsynligheden for, at det skulle ske, er nok lige så stor som, at solen brænder ud i morgen.

En tanke herfra var måske, at I kunne starte med at stille krav til den tandløse klub, mange af jer er medlem af. I gamle dage kaldte man den en fagforening, som kæmpede medlemmernes kamp med alle nødvendige midler.

Jeg er udmærket klar over, at der er en såkaldt dansk model, som skal sikre ro på arbejdsmarkedet i perioden mellem overenskomstforhandlingerne. Men når underbetaling bliver så udbredt, som det er tilfældet i vores branche, vil jeg mene, det er de gamle dyder fra fagforeningerne, der skal tages i brug, ellers betaler I da for meget for medlemskab af den klub. Elendige lønninger med lange arbejdstider dem kan I da fint selv forhandle.

Jeg har været en del af denne branche i det meste af mit liv, og selv om det måske ikke helt lyder sådan, går jeg ind for, at der skal være en stærk fagforening. Jeg mener ligeledes, at ordnede forhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver er en fordel for alle.

Vognmand Frank Petersen
Torvegade 101
7160 Tørring

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12