Oliefirma skifter ejer
Den tyske olie- og additivspecialist Liqui Moly har fået nye ejere. Adm. direktør Ernst Prost har fra årsskiftet solgt sine virksomhedsandele til Würth-gruppen.
»Dermed sikrer jeg Liqui Molys fortsatte eksistens, når den tid kommer, hvor jeg ikke selv længere står ved roret,« siger Ernst Prost, som fortsat er direktør for koncernen.
I næsten 20 år har Würth-gruppen været en stille deltager hos Liqui Moly – som en sikring mod uforudsete situationer.
Liqui Moly er fortsat en selvstændig virksomhed inden for Würth-gruppen, som beskæftiger 70.000 medarbejdere og omsætter 12,5 mia. euro hvert år. Liqui Moly rundede i 2017 en årsomsætning på en halv milliard euro.