FDL: Er ministeren helt uvidende
FDL har ved flere lejligheder opfordret transportminister Ole Birk Olesen til at sætte sig ind i tingene, inden ham kommer med sine ofte bombastiske udmeldinger. For mange af transportministerens udsagn vidner om, at ministeren enten ikke ved nok om emnerne eller også lader sig snøre af embedsmandsvældet, lyder det i en kommentar fra brancheorganisationen.
»Ole Birk Olsens seneste udmelding bekræfter FDL’s opfattelse af ministerens manglende indsigt. For det skriger til himlen, at ministeren i fuldt alvor påstår, at regeringens finanslovsaftale har skabt et værn mod lastbilers parkering i nødspor. Udtalelsen er et svar fra ministeren til Karina Adsbøl (DF), som har spurgt, om transportministeren påtænker en forhøjelse af bøderne for at parkere i nødsporet,« siger FDL’s kontorleder, Jens Groot.
»Det er svært, for ikke at sige umuligt, at se løsningen, for hvis transportministerens ord skulle stå til troende, ville det kræve en hidtil uhørt effektiv kontrol, og den hidtidige kontrolindsats har jo ikke været tilstrækkelig,« siger Jens Groot, og fortsætter:
»Siden politireformen blev fornyet, og vi fik oprettet et Tungvognspoliti, som er tilknyttet den lokale vagttjeneste, som intet har med tungvognskontrol at gøre, har der været mangel på tungvognsbetjente til at foretage tungvognskontrol. På nuværende tidspunkt er manglen på betjente så stor, at det er problematisk bare at kunne foretage tungvognskontrol bare i dagtimerne.«
»Så hvordan skulle de så også kunne kontrollere parkering i nødsporet, som forekommer på hverdage og aften-nat-morgen? Det er ikke i weekend-problemet med parkering i nødsporet er et problem. Det ville klæde vores transportminister at søge sine oplysninger hos personer, som færdes i de perioder, hvor de mange parkeringer i nødsporet foregår. Når udsynet fra bagsædet i ministerbilen er så dårligt, at det ikke er muligt ved selvsyn at se problemerne tårne sig op, er det mindste ministeren kan gøre at sætte sig ordentligt ind i tingene. Noget helt andet er, at der er mangel på gode rastepladser, og med en stærkt tiltagende trafik, bliver problemet ikke mindre, uanset hvor meget kontrol, der så end vil blive iværksat.«