- Ingen overraskelser i hvile-dom
På baggrund af en sag fra Belgien har EU-domstolen onsdag formiddag slået fast, at chaufføren ikke må afholde sit regulære ugentlige hvil på mindst 45 timer i førerhuset på lastbiler.
Chaufføren må dog gerne afholde de daglige hvil i førerhuset. Chaufføren må også gerne hver anden uge afholde et reduceret ugentligt hvil på mindst 24 timer og op til 45 timer i førerhuset, hvis det er indrettet med passende sovefaciliteter.
Dommen var forventet af branchen og svarer til den måde reglerne bliver fortolket i Danmark, lyder det i en kommentar fra DI Transport, der forventer, at dommen vil medføre en øget håndhævelse rundt om i Europa.
»Der var ikke nogle overraskelser i dommen. Men vi følger selvfølgelig nøje konsekvenserne for den internationale transport. En række lande vil formentlig begynde at kontrollere de ugentlige hvil, nu hvor der ligger en klar afgørelse fra EU-domstolen,« siger seniorchefkonsulent Rune Noack fra DI Transport.
Samtidigt forhandler EU en vejpakke, hvor EU-Kommissionen har foreslået mere fleksibilitet, så chaufføren må afholde to reducerede hvil i træk, som gerne må afholdes i førerhuset. I dag må det kun være ét reduceret ugentligt hvil, før der skal afholdes et ordinært hvil.
»Det er helt afgørende for branchen og for at kunne planlægge en mere effektiv transport, at EU-reglerne bliver mere fleksible både i forhold til hvil og i forhold til køretiden, uden at det behøver at gå ud over trafiksikkerheden,« siger Rune Noack.
DI Transport har i sit høringssvar til Transportministeriet bl.a. foreslået, at det bør være muligt at afholde tre reducerede ugentlige hvil og et ordinært hvil inden for en periode på fire uger, samt at køretiden opgøres som 180 timer på fire uger, i stedet for 90 timer på to uger. Det vil give mere fleksibilitet og mere effektive transporter, mener DI Transport.