23948sdkhjf

Mange lagde vejen forbi Greve

Solen skinnede i mere end én forstand på Transport Øst i Greve i weekenden. Alle standpladser på messearealet var udsolgt flere uger i forvejen, og messen lukkede søndag med et besøgstal på 4.951.

Den niende udgave af Transport Øst blev den mest velbesøgte udgave hidtil, og over udstillingens to dage var der tæt pakket med chauffører, vognmænd og andre branchefolk, der mødtes til en fagsnak, dækspark og nogle gode handler hist og pist.

57 udstillere fyldte udstillingsområdet i Ventrupparken fuldt ud, og mange af dem har allerede booket plads på Transport Øst i 2018.

»Det har været en forrygende weekend. Det har været den bedste, vi har oplevet i de år, vi har afholdt messen, så det er selvfølgelig meget glædeligt,« siger Jeanette Routhe, direktør i Danske Transport Medier, som står bag arrangementet.

»Målet med Transport Øst har hele tiden været at skabe et uformelt, årligt mødested for transportbranchen øst for Storebælt, og det er lykkedes. Det skyldes først og fremmest den opbakning, vi har fået fra trofaste udstillere og publikum, så det er vi taknemmelige for, og vi ser frem til fortsat at afholde og udvikle Transport Øst i de kommende år,« siger Jeanette Routhe.

Greve Kommune var igen i år en aktiv medspiller i afholdelsen af Transport Øst. Borgmester Pernille Beckmann åbnede udstillingen lørdag formiddag og glæder sig over transportens centrale rolle.

»Vi er utrolig glade for og stolte af, at Sjællands største transportmesse for ottende gang afholdes i Greve. Det er med til at cementere Greves position som et centralt knudepunkt for transportbranchen. Vi glæder os også over, at der i alle årene har været stor opbakning til Transport Øst. Og så er vi ikke mindst utrolig glade for, at vi i Greve har oplevet en stor fremgang for branchen gennem de sidste mange år, og det er jeg fantastisk stolt over,« siger Pernille Beckmann.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063