23948sdkhjf

12 procent ansat inden for transport

Transportbranchen i Greve Kommune buldrer frem.

Det kører fortsat fint frem for Greve Kommunes transport- og logistikvirksomheder – målt på økonomi og antallet af nye arbejdspladser. Med 12 procent af de samlede private job er beskæftigelsen inden for kommunens transportbranchen den højeste i Region Sjælland.

Det viser en ny analyse fra Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland.

De store rykker

Leman er én af de store transportvirksomheder i Greve, der stortrives og har ansat mange nye medarbejdere i 2015 og 2016. Således er det særligt kommunens store transportvirksomheder oplever medvind på vejene.

Nye tal fra VækstVilkår Greve 2017 viser, at værdiskabelsen er steget med 7 procent i branchen fra 2014 til 2015. Sammenlignet med tiden før finanskrisen er værditilvæksten 40 procent højere i dag.

Virksomhedernes beskæftigelse er forøget med 50 procent, svarende til 452 nye fuldtidsstillinger på fem år.

Langsigtet strategi virker

Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann (V) ser den positive udvikling som et udtryk for, at Greve har udviklet sig til et centralt transportknudepunkt i vækst, og at virksomhederne knokler hårdt og dygtigt.

Samtidig vurderer hun, at en langsigtet politisk strategi nu bærer frugt.

- Vi har gennem flere år arbejdet på at skabe ideelle rammebetingelser for blandt andet transport- og logistikbranchen. Det har vi tilstræbt ved at have en tæt dialog og et godt samarbejde med erhvervslivet, både med dem der allerede bor her og dem, der overvejer at flytte hertil. Det er vigtigt for os, at virksomhederne trives i kommunen og har de bedste betingelser til at skabe vækst og nye arbejdspladser. Det gavner erhvervsudviklingen i Greve og kommer også vores borgere til gavn, fordi erhvervslivet bidrager til at finansiere vores velfærdsydelser. Den positive udvikling for erhvervet viser, at vores virksomheder trives i kommunen. Det glæder mig og gør mig utrolig stolt, siger Pernille Beckmann.

Transport Øst 2. og 3. september

Hun tilføjer, at hun ser frem til at møde nye som veletablerede aktører i branchen på messen Transport Øst.

Den arrangeres for 8. gang af Danske Transport Medier - 2. og 3. september på Ventrupparken 12 i Greve.

- Vi bakker hvert år op om Sjællands største transportmesse. Den giver os mulighed for at møde et bredt udsnit af aktører i branchen, så vi kan få input til, hvordan vi bedst kan bidrage til at understøtte væksten i erhvervet yderligere.

Nyt erhvervsområde, Afkørsel 27

Greves erhvervs- og turistchef, Tina Charlotte Koeffoed, er også tilfreds med udviklingen:

- Vi glæder os over, at der har været en meget positiv fremgang i værdiskabelsen og lønmodtagerbeskæftigelsen i vores transportbranche fra 2014 til 2015. Ligeledes er vi glade for at konstatere, at der er en stor efterspørgsel efter at få en unik og central placering hos os. De attraktive erhvervsområder er guld værd for transporterhvervet, fordi vi har motorvejen lige ved siden af og kun 20 minutter til København og lufthavnen.

Tina Charlotte Koeffoed venter yderligere fremgang i beskæftigelsen i forbindelse med etableringen af det nye erhvervsområde GDC ved Greve Nord, afkørsel 27.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112