23948sdkhjf

Femte nye Scania til AVAS

Inden for det seneste års tid har Stiholt leveret fem nye Scania til Aalborg Vognmandsforretning A/S, bedre kendt som AVAS. Det har både været 4-akslede hejseladsbiler og en 5-akslet kranbil, og den seneste i rækken blev en 4-akslet Scania G 490 LB8x4 HNB med en Palfinger PK150002-kran.

Bilen er bygget på Scanias kraftige H-chassisramme og forsynet med fuld luftaffjedring. Drivlinen består af Scanias kraftige 6-cyl. 13-liters motor på 490 hk i kombination med GRSO905-gearkasse med integreret overgear for at passe til 3,67:1-udvekslingen i de kraftige RBP735-tandembagtøjer med navreduktion. Sidstnævnte er også for at give god fremkommelighed på byggepladser og på andet løst og ujævnt underlag.

Palfinger PK150002-kranen er leveret af Palfinger Danmark og er udrustet med 6 hydrauliske udskud. Her løfter den godt 7 tons på 14,3 meter. Med to manuelle udskud bliver rækkevidden ca. 19 meter, og her klarer den ca. 5 tons i strakt arm. Dens maksimale løfteevne er 40 tons. På trods af den store opbygning og brug af nogle af Scanias kraftigste chassis- og drivlinekomponenter vejer den 4-akslede kranbil under 28 tons og dermed klart under den max. tilladte totalvægt på 32 tons.

Efter opbygning og maling er bilen klargjort til levering af Stiholt i Aalborg, hvor markedschef Jens Holger Pedersen er manden bag handlen med AVAS. Han står også bag det 6-akslede Scania R 580-chassis, som AVAS senere i år får leveret med en 375 t/m Erkin-kran.

Aalborg Vognmandsforretning A/S er i dag en af de største vognmandsforretninger i Nordjylland. Virksomhedens godt 100 medarbejdere sørger hver dag for at levere transport af bygge- og anlægsmaterialer fra egne grusgrave, kranarbejde, asfalttransport og -udlægning, blokvognstransport med egne følgebiler, liftudlejning mv. Det sker ved hjælp af en vogn-/maskinpark på over 300 enheder fordelt på lastbiler, påhængskøretøjer samt lette og tunge entreprenørmaskiner.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234