23948sdkhjf

- Social dumping presser priserne

Efter som indtjening og kostpriser er en af FDL´s ældste mærkesager, er FDL et stykke ad vejen enig med formanden for Godschaufførernes Landsklub, Erik Emil Hansen, som i mandagens udgave af Lastbil Magasinet gav udtryk for, at danske vognmænd ikke er gode nok til at sige nej, hvis prisen ikke er i orden. Men tingene er ikke så sort/hvide, som Erik Emil Hansen fremstiller dem, for der er flere parametre, der spiller ind, når en vognmand skal afgøre, om det nu er rentabelt nok at påtage sig en given opgave. Det bør chauffør-formanden vide og derved tage udgangspunkt i de forhold, som ligger til grund for manglende nej, lyder det fra brancheorganisationen FDL i en nyhedsmail.

»Jeg synes, at Erik Emil Hansen nogle steder modsiger sig selv,« siger FDL´s formand, Christian Jensen.

»Til trods for, at han er formand for godschaufførerne, er han åbenbart ikke helt klar over dagligdagen omkring dem. Det burde være kendt for ham, at chauffører ikke er chauffører for kun at arbejde 37 timer. Men det er jo den samme sang, bosserne i fagforeningens top altid prædiket. Han skal jo også huske på, at der skal to parter til at lave en lokumsaftale. Vi giver ham naturligvis ret i, at vognmændene ikke har taget de elever, de burde, og det skal der rettes op på, hvis vi vil afbøde noget af den mangel, der allerede er.«

»Hvis det var så let at få priserne op ved at sige nej, havde der ikke været problemer med afregningen, men Erik Emil Hansen ved jo udmærket, at hvis en vognmand siger nej, fordi han ikke får nok for opgaven, går der maksimalt fem-ti minutter, inden der er sat en billig østeuropæisk vognmand/chauffør på opgaven. Skrækken for helt at miste kørslen for den pågældende speditør, og holde stille i længere perioder, er en af årsagerne til, at mange tager opgaverne, selv om de måske dårligt kan tjene en chaufførløn på kørslen. Så længe, vi skal konkurrere med billige udlændinge og den sociale dumping, er det utopi at tro på forbedringer.«

»Der er en totalt forandret verden, siden en af FDL´s bedste formænd op gennem tiderne, Richard E. Jensen fra Juelsminde, og siden jeg selv, sagde, at man bare kunne sige nej, for den gang kunne man sagtens finde en anden kunde. Det kan man altså ikke bare lige gøre i dag, siger Christian Jensen. Chauffør-formanden bør også vide, at chauffører aflønnes efter en normalløns-overenskomst. Og der er lønnen den løn, de skal have. Det er ikke et eller andet tilfældigt. Derimod tror jeg, at speditørerne og andre kørsels-rekvirenter sagtens kunne få en vognmand til at køre, hvis han tilbød en højere pris, så vognmanden fik et fornuftigt udkomme.«

»Påstanden om, at vognmanden skulle have mere fokus på pris, fremfor kvalitet, kan jeg slet ikke få til at passe ind nogen steder. Er det prisen på chaufføren, Erik Emil Hansen taler om? Eller er det prisen på godset? Er det godset, så skal man da have den rigtige pris for at kunne betale en ordentlig løn. Jeg synes egentlig ikke, det er nemt at finde en tråd i chauffør-formandens indlæg, men det er udmærket med en sund debat omkring tingene. Debatten skal blot gå på de faktiske forhold og ikke på løse teorier eller på fastlåste ideologiske opfattelser og teorier,« understreger Christian Jensen, der samtidigt opfordrer til mere sammenhold.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128