23948sdkhjf

Flere truckstops

Syv nye tankstationer på motorvejsnettet.

I de kommende måneder påbegynder Vejdirektoratet i samarbejde med olie- og energiselskabet Q8 byggeriet af syv nye motorvejsstationer rundt omkring i Danmark. Målet er at bygge og drive servicestationer, som passer til fremtidens transport.

Q8- og F24-anlæggene åbner på en række af de nye motorvejsstrækninger, hvor der i dag ikke ligger nogen anlæg. Det bliver dermed nemmere for trafikanterne at tanke bilen op, når de kører på det overordnede vejnet.

Forbedret service

Ifølge trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet skal åbningen af de syv nye tankanlæg ses som et led i Vejdirektoratets løbende bestræbelser på at forbedre servicen for trafikanterne på motorvejsnettet.

”Vi kigger i Vejdirektoratet hele tiden på, hvordan vi kan gøre forholdene for trafikanterne ude på vejene så gode som mulige. Og her udgør et veludbygget netværk af tankanlæg et vigtigt parameter på linje med aktuel og korrekt trafikinformation og optimal udnyttelse af vejnettet. Det handler alt sammen om at hjælpe trafikanterne nemt og sikkert frem.”

De nye anlæg skal ligge på motorvejsnettet i Midtjylland, Nordjylland og Nordvestsjælland. Flere af dem bliver placeret på rastepladser ved motorveje, der er blevet anlagt eller udvidet inden for de senere år.

Hvad angår de to nye servicestationer på Silkeborgmotorvejen – Kalbygaard Skov N og Kalbygaard Skov S – bliver der i øvrigt tale om fuldt bemandede serviceanlæg med butik og lounge.

Q8 vandt udbud

Alle de nye anlæg er designet og vil blive drevet af Q8, som har vundet det udbud, der netop har været afholdt. Q8’s administrerende direktør, Steffen Pedersen, ser projektet som et udtryk for virksomhedens arbejde med fremtidens mobilitet.

”Hos Q8 vil vi skabe bedre muligheder for mennesker i bevægelse, derfor er både de bemandede og ubemandede anlæg designet til at dække de behov, som motorvejens bilister kan have. Det betyder blandt andet, at de nye bemandede anlæg tilbyder muligheden for en aktiv pause, samtidigt med at tankning og indkøb kan ordnes hurtigt og smidigt inden den videre rejse,” siger Steffen Pedersen og fortsætter:

”Det har også været vigtigt for os at kunne bygge en række nye anlæg, der arkitektonisk passer ind i det naturlige miljø omkring rastepladsen. Et designmæssigt forhold, som beviser, at vi kan tilpasse os det miljø, som vi møder vores kunder i, så vi ikke dominerer, men gør det muligt for kunderne at nyde omgivelserne mens de holder pause.”

Her skal de nye tankstationer ligge

Hirtshalsmotorvejen (Vildmosen V) – nyt ubemandet F24-anlæg.

Silkeborgmotorvejen (Kalbygaard Skov N og Kalbygaard Skov S) – nye bemandede Q8-anlæg.

Midtjyske Motorvej (Søby V og Søby Ø) - nye ubemandede F24-anlæg.

Holbækmotorvejen (Springstrup S og Springstrup N) - nye ubemandede F24-anlæg.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11