23948sdkhjf

Formand: Travlt år for arbejdsgiverne

Det forløbne år har været et travlt år for DTL’s arbejdsgiverforening, lød det fra formand Martin Danielsen, da han afholdt sin beretning på foreningens generalforsamling i Aarhus.

Først og fremmest var der jo overenskomsten, der skulle på plads – og det blev en tung omgang med blandede resultater, vurderede formanden: 

»Vi var selvfølgelig forberedt på, at det ville blive ret vanskelige forhandlinger - og det holdt stik,« konstaterede han.

»Vi er først og fremmest tilfredse med, at vi har en 3-årig aftale. Det kan sikre ro de kommende år og forhåbentlig være med til at fastholde virksomhedernes konkurrenceevne. Aftalen er indgået på niveau med de øvrige aftaler på normallønsområdet, og den samlede omkostningsudvikling over de 3 år er beregnet til godt 6 procent. Men vi er ikke begejstrede for alle nyskabelserne i overenskomsten.«

Men samlet set fandt formanden, at det – trods nogle knaster her og der – har været en fornuftig overenskomstfornyelse.

Fastkørt sag om ”kollektiv” overenskomst

Ingen generalforsamling uden den fastkørte sag om godskørselslovens definition af en kollektiv overenskomst. En sag, som gentagne gange er blevet skudt til hjørne af regeringen:

»Det er ikke tilfredsstillende, at vi på den tredje generalforsamling efter dommen i den såkaldte Færch- eller Nortrasag endnu engang må konstatere, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fortsat ikke kan stille bestemte krav til lønniveauet i en kollektiv overenskomst, for at den skal opfylde godskørselslovens bestemmelser,« lød det skarpt fra Martin Danielsen.

Han kunne samtidig fortælle, at mæglingsforslaget indeholder en opfordring til regeringen og folketingets øvrige partier om, hurtigst muligt, at genoprette den retstilstand, der var gældende på godskørselsområdet indtil Højesteretsdommen.

Flere sager om dumping

Travlheden i arbejdsgiverforeningen gælder også flere sager om underbetaling, oplyste formanden:

»Vi har også i det forløbne år haft flere sager om løndumping. Det er sager, som kan være vanskelige at få afdækket. Dels kan de rejses på den blotte formodning om underbetaling, og dels kan det i nogle tilfælde være svært at få en medlemsvirksomhed til at medvirke til afklaring af lønforhold m.v. for de chauffører, som sagen vedrører. I nogle af sagerne - men langtfra dem alle - er der tale om bevidst underbetaling.«

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063