23948sdkhjf

Branchen: Det er slet ikke nok

»Det er glædeligt at man har lyttet til de berørte brancheorganisationer. Jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på at de to nævnte rastepladser slet ikke er tilstrækkeligt til at dække parkeringsbehovet ved eventuel indførelse af spærretid for lange særtransporter, og i øvrigt ligger de to parkeringspladser helt forkert i forhold til behovet,« siger formand for DTL Kran Blok Erfa, Frank Segall.

Han er altså ikke imponeret over, at Vejdirektoratet netop har meddelt, at man har valgt at udskyde indførelsen af spærretider for særtransporter over 50 meter med tre måneder. Ny indføringsdato er 1. oktober 2017

Samme toner lyder fra Erik Østergaard, direktør i DTL:

»Jeg må sige helt klart til politikerne, at hvis de tror, at to rastepladser er nok og at de kan løse de udfordringer, som spærretiderne kommer til at give, så bliver de klogere,« siger Erik Østergaard.

»Over hele landet ser vi, hvordan de almindelige rastepladser bliver brugt som campingplads og langtidsparkering af lastbiler på østeuropæiske plader. Regeringen må få sikret, at rastepladserne til særtransporterne altid skal have plads til særtransporterne. Chaufførerne er med kravet om spærretider ekstra udfordret, fordi de både skal overholde de almindelige regler om køre- hviletider og nu samtidig skal planlægge efter spærretider. Det stiller store krav til faciliteterne, så chaufførerne på særtransporterne har reel mulighed for at komme til, holde sine hvil og respektere spærretiderne,« siger Erik Østergaard.

Hos ITD mener man heller ikke, at de to nye rastepladser er nok. Samtidig ønsker ITD, at ordningen indfases som en etårig forsøgsordning med statusmøder, hvor Transport-, Bygnings- og Boligministeriet allerede efter 6 måneder indkalder transportvirksomheder, vindmølleproducenter og relevante organisationer til at evaluere effekten af spærretiderne, herunder omkostninger for erhvervene.

»Vores bekymring går på, at man med spærretider risikerer at ramme en række erhverv – herunder særligt særtransportvirksomhederne og vindmølleindustrien. Det er afgørende, at vi følger forsøget tæt og sikrer, at spærretiderne ikke medfører tab af arbejdspladser. Tab af arbejdspladser vil i første ombæring ramme transportvirksomheder og vindmølleproducenter, hvilket på længere sigt vil kunne hæmme væksten i Danmark,« siger chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.048