23948sdkhjf

Kvart million i bøde for bogfusk

Vestre Landsret stadfæstede i fredags den 27. april en dom fra Kolding Ret, hvor et makedonsk vognmandsselskab blev idømt en bøde på 250.000 kr. og fik konfiskeret to lastbiler.

Sagen startede i juni 2014, hvor Tungvognscenter Syd blev kaldt ud til en virksomhed i Vamdrup, der havde mistanke til en makedonsk chauffør. Det viste sig, at chaufføren havde forfalsket den log-bog, som han er forpligtet til at føre.

Han blev i sommeren 2014 idømt 40 dages fængsel og blev udvist af Danmark i 6 år.

I september 2014 standsede Tungvognscenter Syd endnu en lastbil fra samme makedonske selskab ved rastepladsen Ejer Baunehøj.

Denne chauffør havde lavet lignende forfalskninger af den log-bog, han kørte med, og blev også idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark i 6 år.

Specialanklager fra Sydøstjyllands Politi Pernille Moesborg forklarer:

»Der blev i begge tilfælde kørt på en såkaldt CEMT-tilladelse. Reglerne er sådan, at lastbilen må køre tre ture i EU, hvorefter den skal tilbage til hjemlandet. Forfalskningerne i log-bøgerne skulle vildlede kontrolmyndighederne til at tro, at lastbilerne havde været tilbage i Makedonien, selvom de havde kørt godskørsel i Norden. Når lastbilen har kørt sine tre ture, har den ikke længere tilladelse til at køre godskørsel i EU. Derfor blev vognmandsvirksomheden dømt for i alt 8 tilfælde af kørsel uden tilladelse.«

Vognmandsselskabet blev også dømt for medvirken til chaufførernes forfalskninger.

»Både i by- og landsretten er der blevet lagt vægt på den systematiske karakter af overtrædelserne, at overtrædelserne fortsatte, efter den første chauffør var blevet dømt, og at selskabet tidligere havde fået flere bøder for at køre uden tilladelse,« uddyber Pernille Moesborg

De to lastbiler, der blev standset, er ligeledes konfiskeret.

Byretten konfiskerede også de såkaldte CEMT-tilladelser. Det fandt landsretten dog ikke grundlag for.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.906