Legender dør aldrig
Legends never die.
Ordene bag på førerhuset sender en hilsen og hyldest til to mennesker, som har gjort en forskel i både transportbranchen og ikke mindst for bilens vognmand og chauffør – og som på trods af, at de ikke er her mere, har været vigtige for udformningen af den ualmindeligt flotte krogbil, som Farum-vognmanden Henrik Eeg har fået opbygget.
Bilen skal til daglig køre for City Container i Storkøbenhavn og Nordsjælland med Kim Henriksen som fast kaptajn i førerhuset. Chaufføren deler efternavn med manden, som skabte City Container til det, det er i dag – nemlig Michael Henriksen, som omkom i en helikopterulykke i efteråret 2014. Kim er således nevø til Michael Henriksen, og Kims mor (Michaels søster) sad også i bestyrelsen i City Container i en årrække, inden hun for nogle år siden gik bort pga. sygdom.
Relationerne til City Container er også nære for vognmand Henrik Eeg, som både var privat ven med Michael Henriksen og kørte som chauffør i firmaet, inden han for 10 år siden startede op som selvstændig vognmand – med fast kørsel for City Container.
Grøn City-bil?
Bilen er let genkendelig som en ”City-bil” med det klassiske, hvide ”V” på fronten af bilen. Men den dybe, grønne farve er helt anderledes end den traditionelle, blå City-farve.
»For en del år siden var jeg meget tæt på Michael, og vi gik og snakkede om at lave en grøn bil. Det blev så aldrig til noget, men i og med, at der nu er kommet nye ejere, så tænkte jeg, at vi skal lave en ny bil med vores egne farver og samtidig ikke glemme, hvor vi kommer fra,« fortæller Henrik Eeg.
Den ide var chauffør Kim Henriksen helt med på.
»Jeg synes, vi har holdt Michaels stil meget godt. Men Michael kunne også være ret konservativ med nye ting. Det skulle være, som det altid har været, hvor vi nok lige har taget et skridt mere og fået nogle nye ting med ind og stadig beholdt det gamle,« siger Kim Henriksen.
Og chaufføren ved, hvad han taler om – han er nemlig udlært klejnsmed hos Sawo og har førhen været med til at opbygge biler for City Container.
»Derfor var det også vigtigt, at vi holdt stilen. Vi er blevet oplært i, at bilerne skal være ordentlige og se godt ud, samtidig med at det skal være funktionelt,« fortæller Kim, som pudsigt nok aldrig har kørt for City Container i sine 14 år som chauffør – før nu.
»Mange af detaljerne er nogle, jeg har gået og tænkt over igennem årene, som kunne være sjove at lave på Michaels biler en dag.«
Nem at holde og pleje
Opbygningen har Sawo i Herlev stået for i tæt samspil med chaufføren. Og selvom City Containers biler generelt altid har haft et højt niveau, så har den unægtelig fået et nøk eller to mere her.
»Vi har fået lavet meget afdækning, så den er nem at vaske og holde. Alle de der kringelkroge er blevet lukket inde. Og så er der kommet nogle rigtige værktøjskasser på, som jeg ved af erfaring er de bedste med hensyn til vandtæthed. Så er der lavet nogle forstærkninger på kofangeren hist og her, så vi ved, det holder i længden,« fortæller Kim.
Vognmand Henrik Eeg supplerer:
»Dørkpladen er lavet, så vi kan proppe den af med ’hans- og gretepropper’, så det er nemt at tjekke vand på batterierne. Det skal kort sagt være nemt at vaske, vedligeholde og servicere.«
Kroghejset er også en helt ny model, og så er bilen udstyret med udskudskofanger.
»Bilen er jo lavet så kort som muligt for at gøre det nemmere at komme rundt, når pladsen er lidt trang. Men vi skal jo også kunne have kasser med, der er lidt større,« forklarer Henrik Eeg. Udskudskofangeren er også lavet med ekstra lys, så den kan skydes ud og dermed forhindre, at der bliver bøvl med sheriffen, når der køres med lidt længere containere.
»Der skal ikke være noget at komme efter,« understreger Henrik Eeg. Også plads til lir Funktionalitet og gejl går op i en fin enhed mange steder på bilen – således også med de store rør, der går op bag førerhuset.
»Jeg har altid syntes, at en rigtig lastbil havde to udstødningsrør,« siger Kim Henriksen.
City Containers biler fik i gamle dage også lavet rør, men det gik af mode, da det ofte skabte mere griseri end lir.
»Når man havde vasket og startet op, så løb der sådan noget sort suppe ned ad udstødningsrøret. Men de nye motorer er så rene, at det ikke er noget problem,« konstaterer Kim.
Værd at bemærke er også, at rørene er 7 tommer – i stedet for de normale ”sugerør” på 5 tommer (så mangler vi bare at få V8-lyden tilbage, så rørene kan komme til deres ret…). Som en anden detalje er der desuden trukket større slanger op til tryklufthornet på taget – så hornet siger altså båt i stedet for pip.
Særlig farve
Malearbejdet har været overladt til Frank Mosegaard, som hjalp vognmanden med at finde frem til netop den dybe, grønne farve, som giver et særligt spil i solen. På hjørnerne af fronten er Ray Hill fløjet ind til at male de to tegninger, som forestiller amerikanske Kim Kardashian, som er kendt for en karriere i modelbranchen og fra tv-serier.
»Jeg synes, hun er en flot kvinde. Så det skulle være hende i stedet for Anders And,« forklarer chaufføren med henvisning til, at City Container også har haft tradition for tegninger på hjørnerne – dog primært med Disney-motiver.
Kabinen har In-Truck onduleret med busplys og sort læder.
»De andre biler, jeg har haft, har været røde indeni. Nu skulle der ske noget nyt, og når man ikke kan få busplys i grøn, måtte det blive blå. Jeg synes, det er blevet flot, og så er det ikke til at slide i stykker,« siger Kim Henriksen.
Tvilling på vej
Førerhuset er også forberedt til maut, for der bliver også nogle afstikkere til Polen for at hente nye containere.
»Derfor bliver der også nogle overnatninger i bilen, og så gør det jo ikke noget, at der også er lidt hyggeligt. Det er ikke plysset, der tjener pengene, men man skal også kunne holde ud at gå på arbejde,« siger vognmanden.
Og mon ikke chaufføren kan det i sin nye krogbil, som faktisk får en tvilling (næsten) inden længe. Henrik Eeg har nemlig bestilt en krogbil mere magen til, som han selv skal køre – blot med en aksel mere (og med Obelix på hvert hjørne af fronten). Begge biler skal køre med en 3-akslet påhængsvogn. Henrik Eeg har også en tredje bil, der kører som trækker for Dania.
»Det koster selvfølgelig noget ekstra at få bilerne bygget op sådan her, men arbejdsglæden har også bare meget at sige, synes jeg. Selvfølgelig skal bilen også lave penge, men man skal ikke glemme hyggen og glæden i hverdagen,« siger vognmanden.
»Det er jo også, fordi man i vores job sidder i bilen 10-12 timer om dagen, og halvdelen er jo den glæde ved, at bilen er flot, og folk vender sig om og kigger. Det giver noget glæde ved at gå på arbejde.«
Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.