1500 elvarebiler til tysk kunde
Den tyske transportvirksomhed Hermes satser hårdt på emissionsfri kørsel. Virksomheden har indgået et strategisk samarbejde med Mercedes-Benz for at elektrificere sin flåde.
Allerede i 2018 vil de første eldrevne eksemplarer af Vito og Sprinter indtage gaderne i Hamburg og Stuttgart, og i 2020 vil hele 1.500 biler være i drift - efter planen.
Transportvirksomheden Hermes med 12.000 ansatte er specialiserede i den såkaldte ”last mile delivery” – altså transport af varer til slutkunderne. Og netop leverancer af alt fra små pakker til møbler og hvidevarer er et marked, som vokser kraftigt i takt med den øgede internethandel.
2025: Nul udstødning
Nu har Mercedes-Benz og Hermes altså indledt et strategisk samarbejde, som både skal øge effektiviteten og mindske miljøpåvirkningen, når det gælder levering af pakker. I år 2025 skal Hermes have helt emissionsfri biler i alle større byer i Tyskland, og man vil endda udelukkende benytte sig af el fra vedvarende energikilder.
Mercedes-Benz skal desuden levere forskellige logistiksystemer til Hermes, som blandt andet skal forbedre ruteplanlægning ud fra information om batteriernes rækkevidde. Dertil kommer intelligente løsninger for håndtering af gods i bilerne samt mobilitetstjenester og ladestationer.
Lars van het Erve, salg- og marketingchef for Mercedes-Benz varebiler i Danmark:
- Antallet af hjemmeleverancer vokser i hastigt tempo. Det er et stigende marked med forandrede krav til levering, hvilket kræver helt nye løsninger. I fremtiden vil Mercedes-Benz skabe komplette transport- og logistikløsninger frem for alene at være leverandør af biler.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.