23948sdkhjf

Forstår du skiltet?

Vejdirektoratet skilter med ny kampagne.

Vejdirektoratet lancerer i dag kampagnen ”skilt med det”, som giver dig mulighed for at teste dine evner i vejskilte og afsløre for venner og bekendte, om du er en ’skiltekonge’.

Konge eller nar

Kan du for eksempel udpege skiltet for vognbaneskift eller skiltet for højeste anbefalede hastighed?

Hvis du kan, er du måske konge over de danske veje. Hvis ikke, ja, så er du måske snarere en skiltenar. Et faktum er det i hvert fald, at netop disse to skilte er blandt dem, der volder en del bilister problemer.

Kampagnen falder sammen med, at der for nylig er kommet 17 nye skilte. Og med nye vejskilte på vej skal bilisternes skilteforståelse selvfølgelig også holdes ved lige.

Pimp din bil

Som en del af testen sender Vejdirektoratet dig ud på en køretur, hvor du møder forskellige skilte. Svarer du rigtigt, bliver du belønnet med snacks til køreturen eller lir til bilen. Svarer du forkert, kan det være, at politiet kommer efter dig.

Til slut afgøres det, om du er en skiltekonge eller en skiltenar, og du kan dele dit resultat på de sociale medier - hvis du tør.

- At forstå vejskiltene handler helt grundlæggende om din egen og dine medbilisters sikkerhed på vejene. Derfor har vi valgt en kampagne, som på en sjov måde hjælper dig til at huske skiltenes betydning. Vi håber, at familie, venner og kollegaer over hele landet tager testen og deler deres resultater uanset, hvordan det går, og giver plads til lidt venskabeligt drilleri, siger Niels Tørsløv, trafikdirektør i Vejdirektoratet.

Trio bag testen

Både FDM, Rigspolitiet og Dansk Kørelære-Union har været med til at designe testen og udvælge skiltene.

- Det er vigtigt at kende færdselstavlerne og ikke mindst være opmærksom på dem, når man kører. Det er afgørende for at køre sikkert og samtidig undgå bøder. Politiet opfordrer derfor alle til at genopfriske færdselstavlerne ved hjælp af Vejdirektoratets kampagne, siger Erik Terp, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Afgørende

- Det er afgørende for trafiksikkerheden og for fremkommeligheden, at bilisterne forstår færdselstavlerne korrekt. Uanset om man er ny eller erfaren bilist, så kan det være en god og sjov øvelse at teste sig selv i færdselstavlerne, da nogle tavler erfaringsmæssigt volder bilisterne større problemer end andre,” siger Dennis Lange, juridisk konsulent fra FDM.

René Arnt formand for Dansk Kørelære-Union:

- Heldigvis er hovedparten af de danske bilister dygtige til at genkende skiltene. Men vores forståelse af nogle skilte kan stadig blive bedre. Det gælder for eksempel skilte i byzonen, som man måske ikke ser så tit. Derfor sætter vi fokus på dem med denne kampagne.

På Vejdirektoratets Facebook holder vi dig løbende opdateret på, hvordan danskerne klarer sig i testen.

Fakta

Vejskilte-testen er udviklet i samarbejde med Rigspolitiet, FDM ogDansk Kørelære-Union.

De ni vejskilte, der indgår i testen, er de vejskilte, som danskerne har sværest ved at forstå, viser Vejdirektoratet målinger, der er baseret på brugerundersøgelser og input fra myndigheder.

I testen bliver der spurgt ind til de ni vejskiltes betydning. Vejskiltene refererer til regler om forbud eller oplysning.

I Danmark har vi omkring 300 forskellige vejskilte.

I 2016 blev der introduceret 17 nye vejskilte.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125