23948sdkhjf

ITD: Kan rastepladserne følge med?

Spærretider på lange særtransporter bliver virkelighed fra sommeren 2017. Regelændringen kommer af et bredt politisk ønske, og på den baggrund har Vejdirektoratet offentliggjort et notat, der ligger til baggrund for beslutningen, hvor de vurderer, at der kan indføres en treårig forsøgsordning med spærretid for særtransporter med en længde på 50 meter eller derover på en række motorvejsstrækninger i Sønderjylland, i Trekantsområdet og på Fyn.

ITD har sammen med en række andre organisationer og myndigheder siddet i en arbejdsgruppe under Vejdirektoratet, der har set på løsningsmodeller i forhold til spærretider for særtransporter.

Jørn-Henrik Carstens, chefkonsulent i ITD, er positiv over for, at der fra Vejdirektoratets side er blevet lyttet til branchens ønsker langt hen ad vejen, men han savner, at man ikke har haft et dækkende faktuelt grundlag at stå på i forhold til, hvor store gener særtransporterne i virkeligheden skaber.

»Vores bekymring går på, at man med spærretider risikerer at ramme en række erhverv uhensigtsmæssigt – herunder særligt vindmølleindustrien. Desuden kræver spærretider bedre forhold på de danske rastepladser, som der skal findes en løsning på hurtigt. Her må vi som branche kunne forvente, at myndighederne kan give sikkerhed for, at der er den nødvendige kapacitet på rastepladserne, så særtransporter over 50 meter kan køre ind og parkere, når de nye regler træder i kraft,« siger Jørn-Henrik Carstens.

Bliver svært med politiet

Jørn-Henrik Carstens forventer også, at der kan opstå udfordringer i forhold til grænsekrydsende særtransporter.

»I dag er det sådan, at det tyske vejpoliti skal eskortere særtransporter på tysk område. Det betyder, at man som særtransportør er afhængig af, at det tyske politi kan eskortere en, når de har tid. Her er vi bekymrede for, at spærretiderne vil resultere i, at branchen mister den nødvendige fleksibilitet i forhold til at tilpasse sig de krav og tidspunkter, der stilles. Det gælder for så vidt også de tidsintervaller, transportørerne skal ramme i forhold til udskibningshavne. Vi må ikke glemme, at vi taler om en branche, hvor tid er penge. Her kan selv små forsinkelser ramme transportørerne,« siger Jørn-Henrik Carstens.

Vejdirektoratet arbejder allerede på en række scenarier for anvendelse og tilpasning af en række rastepladser, men forventningen er, at der først kan ske en eventuel gennemførelse af disse i løbet af 2018.

Vejdirektoratet lægger i deres notat op til en treårig forsøgsperiode, hvilket giver de involverede parter mulighed for at drøfte, om spærretiderne har haft positiv effekt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063