23948sdkhjf

Give-direktør har sagt op

Jan Pedersen har opsagt sin stilling som direktør i Give Sværgods. Jan Pedersens opsigelse sker i bedste forståelse med vognmand Finn Hansen, oplyser parterne selv i en pressemeddelelse.

»Efter to års fantastisk samarbejde med Finn er det tid for mig at komme videre,« siger Jan Pedersen. Det har været rigtig spændende at være med til at trimme Give Sværgods, så virksomheden nu er mindre men står stærkere. I den proces har jeg indset, at jeg nu trænger til andre udfordringer, hvor det ikke i så høj grad handler om drift men mere om innovation, trimning og ledelsesrådgivning,« siger Jan Pedersen.

Jan Pedersen blev hentet til Give Sværgods af Finn Hansen i starten af 2015 og indsat som direktør med den bundne opgave at få mere overblik over Give Sværgods og de tilhørende selskaber Give NH3, Give Materiel og Give Trailerservice. I bagagen havde Jan Pedersen, som er uddannet speditør, bl.a. 14 års erfaring som direktør i Anneberg Transport, samt yderligere 14 år som salgschef i Jørn Bolding A/S.

Finn Hansens virksomhed omkring Give Sværgods havde oplevet en anseelig fremgang i årene 2000-2015, hvor den årlige omsætning voksede fra ca. 10 mio. kr. til over 300 mio. kr. fordelt på 25 danske og udenlandske selskaber. Især vindmølleindustrien og de dertilhørende transporter boomede, men da finanskrisen ramte, blev der næsten vindstille.

Konkurs kom som et chok

Give Sværgods klarede sig med nød og næppe igennem krisen, og da vinden vendte, valgte Finn Hansen at udskille vindmølletransporterne i et separat selskab: Give Goodwind. Han overlod den daglige drift til ledelsen i Give Goodwind, men fortsatte som ”sleeping partner” med halvdelen af aktierne. Derfor kom det bag på ham, da virksomheden gik konkurs i slutningen af 2016 og Finn Hansen mistede et to-cifret millionbeløb.

»Det kom som et chok. For blot et par år tidligere var Give Goodwind en sund virksomhed uden gæld. Nogle i branchen bebrejder mig, at jeg ikke fulgte godt nok med i timen, men hverken jeg eller bestyrelsen havde hørt nogle alarmklokker,« siger Finn Hansen.

»Nu koncentrerer jeg mig om resten af mine virksomheder. De er med hjælp fra Jan Pedersen og vores gode medarbejdere nu på stabil kurs,« siger Finn Hansen.

Få fat i folk udefra

Finn Hansen råder andre til at gøre som ham selv – nemlig at få friske øjne udefra.

»Jeg har været i branchen i en halv menneskealder og jeg ved, at der kan opstå turbulens omkring transportvirksomheder f.eks. i forbindelse med op- og nedture inden for deres område, generationsskifte og lign. Mit råd er at få fat i folk som Jan Pedersen, der kan se på virksomheden med nye øjne, komme med gode råd og tage de nødvendige beslutninger, inden det er for sent,« siger Finn Hansen.

Jan Pedersen vil efter aftale med Finn Hansen stå til rådighed et par dage i måneden hos Give Sværgods indtil udgangen af 2017. Jan Pedersen forventer at blive i transportbranchen, hvor han vil tilbyde konsulentydelser til virksomheder ligesom Give Sværgods.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095