Mere dansk cabotage
Danmarks Statistik har undersøgt udviklingen i danske vognmænds cabotagekørsel i udlandet.
Og her ses det, at dansk cabotagekørsel i udlandet faktisk stiger markant - fra 2,9 procent i 2008 til 13 procent i 2015.
Andelen af udenlandsk cabotagekørsel i Danmark ligger derimod stabilt omkring 2,5 pct. fra 2008 til 2014.
I perioden fra 2008 og frem er mængden af dansk transporteret gods i udlandet dog faldet fra 8,8 mio. tonkilometer til 3,0 mio. tonkilometer. Samtidig er antallet af danskere ansat i transporterhvervet faldet i forlængelse af finanskrisen og ikke steget siden.
Færre job siden 2008
I 2015 var 28.700 beskæftiget med vejtransport. Det er flere end i året før, men færre end de 32.600, der transporterede gods på vejene i 2008.
Flere partier på Christiansborg vil samtidigt det sværere for udenlandske lastbiler at køre cabotagekørsel i Danmark.
Når en udenlandsk lastbil afleverer gods i Danmark, må den kun køre få ture internt i Danmark, for at undgå tomkørsler og spilddage. For at forhindre snyd med ordningen og bremse cabotage-kørslen vil flere partier stramme kontrollen med udenlandske lastbiler i Danmark.
Cabotage i DK stiger ikke
Ser man på statistikkerne, er der dog ikke meget, der tyder på, at cabotage-kørslen stiger. Siden 2008 har udenlandske lastbilers kørsel med gods internt i Danmark, cabotage-kørslen, ligget omkring 350 mio. tonkilometer.
Tonkilometer er et mål, der kombinerer vægten af godset, og den afstand det flyttes.
I samme periode er den samlede mængde transporteret gods fra et sted til et andet inden for Danmarks grænser til gengæld steget fra 11 til 13 mia. tonkilometer i 2014. Det betyder, at andelen af godstransport på vej internt i Danmark, der bliver kørt som cabotage, er faldet fra 3,2 procent i 2008 til 2,5 procent i 2014.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.