Spritchauffør bankede ind i hegn
En lastbilchauffør havde fredag valgt at sætte sig bag rattet af en lastbil, selv om han var påvirket af alkohol, og da den 51-årige chauffør var ankommet til DHL i Dronningens Kvarter i Fredericia, gik det galt, oplyser Fredericia Dagblad.
Mens en ansat i gaffeltruck var ved at tømme lastbilens trailer, kørte lastbilchaufføren pludselig nogle meter frem og ind i et hegn.
Ingen kom noget til ved uheldet, men politiet blev tilkaldt og kunne konstatere, at lastbilchaufføren var spirituspåvirket.