23948sdkhjf

Plads til godt 2000 lastbiler dagligt

Scandlines: Grønnere forbindelse mellem Gedser og Rostock.

Rederiet Scandlines har netop sat de to nye hybridfærger M/F Berlin og M/F Copenhagen ind i ordinær drift på ruten Gedser-Rostock.

De nye færger har hver plads til 96 lastbiler eller 460 personbiler – og med op til 21 daglige afgange på overfarten svarer det til, at de to færger leverer plads på søvejen til op til 2016 lastbiler hver dag mellem Danmarks sydligste punkt og Rostock i det nordlige Tyskland.

Dermed er rederiets kapacitet på ruten mere end fordoblet – som følge af de nye større færger og den udvidede sejlplan. Med en ydelse på 18.000 kilowatt sejler færgerne op til 22 knob (cirka 41 km/t), så de 48,9 kilometer mellem Gedser og Rostock tilbagelægges på 1 time og 45 minutter.

Diesel- og eldrift

De nye færger drives således af Scandlines’ hybridsystem, der kombinerer dieselgenerator og batteridrift. Hybridsystemet sikrer, at dieselmotoren udnytter brændstoffet mere effektivt samtidig med, at der er en redundant strømforsyning, hvis en dieselmotor skulle stoppe utilsigtet.

Sammen med andre optimeringer er færgernes brændstofforbrug reduceret til næsten en tredjedel per overfart per bil sammenlignet med de hidtidige færger på ruten.

Min. 90 pct. mindre os

De nye færger har også installeret et anlæg til røgrensning, en såkaldt closed-loop-scrubber. Røgrenseren vasker mindst 90 procent af svovl og partikler ud af færgernes udstødning og sender i den forbindelse vanddampe op af skorstenen.

I maj og december 2016 indsatte Scandlines to nye færger på ruten Gedser-Rostock. Ruten var hidtil blevet betjent af to tidligere Storebæltsfærger, der ikke længere kunne tilfredsstille kapacitetsbehovet. For første gang i rutens historie er der nu designet to færger specielt til ruten, da Scandlines også ønsker om at give lastbilchauffører og øvrige kunder en helt anden maritim oplevelse.

900.000 fragtenheder

Via over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2015 i alt 900.000 fragtenheder, 65.000 busser, 3,3 millioner personbiler og 15 millioner passagerer på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157