23948sdkhjf

Flot MAN går til stålet

Thisted-vognmand har udvidet vognparken med endnu en tysk kranbil - som primært skal køre stål og blandede kran- og projektopgaver

MAN-lastbiler er ikke noget særsyn hos vognmand Thomas Thomsen, som har en klar overvægt af det tyske mærke i sin vognpark. Den seneste levering skiller sig dog ud fra mængden, når bilerne er samlet i firmaet i Thisted – hvad de dog heldigvis sjældent er, for der er travlt i vognmandsfirmaet.
Bilen er en 8x4 udstyret med MAN’s specielle HydroDrive, der giver mulighed for ekstra træk på forakslen. Den er udstyret med en 110 tonsmeter kran med 8 udskud og 6 mere på fly-jibben. Mærket er Fassi – det valg var overladt til bilens faste chauffør, Karsten Serup.
»Ellers var det nok blevet en Palfinger, men jeg ville hellere have en Fassi. Jeg ved ikke, om det er bedre, men det er rart at prøve noget nyt engang imellem,« siger Karsten.
Vognmandsfirmaet Th. Thomsen har 10 lastbiler – heraf 8 med den sydtyske løve på fronten. Desuden råder vognmanden over 6 mobilkraner og 45 trailere. Den nye MAN TGS er et tilkøb, fordi der er godt gang i forretningen i Thisted. Da vi møder chaufføren og den nye opbygning, er det derfor selvfølgelig også på en opgave. Denne dag er Karsten Serup i gang med at aflevere en dykker-tømmerflåde i Skovby ved Galten vest for Århus.

Stål til Sverige
De primære opgaver er normalt kørsel med stål til Sverige for stålvirksomheden CSK i Thisted. Men også transporter med havemøller, betonelementer, dele til store havvindmøller i de norske fjelde og andre projektopgaver lander indimellem hos Karsten Serup, der har kørt lastbil siden 1992 – og de seneste 13 år med Thomas Thomsen som arbejdsgiver.
»En stor del af kørslen er med stål, men der er mange sjove opgaver og udfordringer imellem,« forklarer han.

Savner kun gearkassen
Han kørte før en 4-akslet Volvo opbygget som tandemtrækker, men er godt tilfreds med at være flyttet over i førerhuset på virksomhedens nye MAN.
»Jeg har kørt MAN før i nogle år, og jeg kan sådan set godt lide at køre MAN. Det eneste, jeg savner, er I-Shift – men det kan de jo ikke have alle sammen,« konstaterer Karsten Serup.
Faktisk er han gået tilbage til at køre med manuelt gear. Det skyldes, at MAN med HydroDrive ikke kunne kombineres med automatgear – i hvert fald ikke på bestillingstidspunktet, som var i begyndelsen af året.
»Ja, det er frygteligt – men det kan bilen jo ikke gøre ved,« siger Karsten Serup.

Drejer som en trækker
Efter at have kørt de første 4.000 kilometer er han til gengæld godt tilfreds med fremkommeligheden og manøvredygtigheden i den nye vogn.
»Jeg har været vant til at køre specialbiler, 6x6 og sådan forskellige typer biler,« forklarer chaufføren, der altså nu har fået en 8x4 med tre drejbare aksler.
»Det er nemmere at komme ind, når der ikke er meget plads. Den drejer jo næsten ligesom en almindelig trækker.«
»4.000 kilometer er jo ingenting, så jeg har lidt svært ved at vurdere, hvordan den trækker. Men jeg synes, den har et godt moment,« siger Karsten Serup.

MAN HydroDrive
Bilen er som nævnt udstyret med MAN’s særlige HydroDrive-system, som giver mulighed for at få ekstra træk på en foraksel – i dette tilfælde den anden foraksel, som chaufføren via en knap i førerhuset kan give hydrostatisk tilkobling af træk. Hydraulikmotoren er integreret i forhjulsnavet og gør det muligt at få træk på en ekstra aksel, netop når det er nødvendigt – samtidig med at det sparer brændstof i forhold til at have permanent træk på akslen. MAN lancerede HydroDrive helt tilbage i 2004, og fleksibiliteten har givet systemet pæn succes igennem årene. Eneste minus har været, at det i en årrække kun kunne leveres med manuelt gear – men nye kunder kan altså nu også få det med automatisk TipMatic-skifte.
Til forskel fra traditionelt træk på fx en tandemtrækker, så kan MAN’s HydroDrive også fungere, mens der styres med forhjulene. Og det fungerer til Karsten Serups tilfredshed.
»Jeg har været i terrænet med bilen, og jeg må sige, at det kører faktisk godt,« lyder den foreløbige dom fra chaufføren.

Får ros for opbygning
TMP Hydraulik på Thyholm har stået for opbygningen af kranbilen, som er blevet både flot og funktionelt indrettet. Både tanken og hydrauliktanken er blevet flyttet frem lige bag førerhuset, hvor de ellers normalt er placeret længere tilbage på siden af bilen. Batterierne er bl.a. også flyttet frem på bilen. Det er dels for at flytte noget vægt frem på bilen, og dels for at gøre plads til nogle skabsarrangementer – for som alle kranchauffører ved, så kan man ikke få for meget opbevaringsplads til den type arbejde.
»Den får meget ros for, hvordan den er bygget op, når jeg kommer rundt omkring,« siger Karsten Serup, der hver dag har glæde af den kraftige opbygning, som ofte får lov at udnytte sin maksimale kapacitet, når der skal kranes tunge og besværlige opgaver.

Kraftig kran og spil
Bilen er udstyret med et 5 tons spil, hvor 2,5 ton oftere er standarden. Fassi-kranen er 110 tonsmeter og udstyret med 8 udskud plus 6 på fly-jibben. Det giver chaufføren en maksimal rækkevidde på 36 meter.
»Den er noget større end den, jeg havde før, og den fungerer rigtig fint indtil videre. Man kan godt mærke, at man har fået en stor kran – det værste er, at alting bliver så tungt. Alene krogen vejer 35 kilo,« siger chaufføren med et smil.
Der er desuden monteret frontstøtteben og en relativt lav skammelhøjde på 128 mm.
»Frontstøttebenet er guld værd. Det gør en afgørende forskel i mange opgaver, at man kan løfte det mere foran,« forklarer chaufføren, mens han rydder op efter en veloverstået opgave, hvor tømmerflåden med kyndig hånd blev kranet og dirigeret uskadt gennem en smal port.

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078