23948sdkhjf

ITD har fundet sin nye direktør

Den 9. januar 2017 rykker forhenværende transportminister Carina Christensen ind i direktørkontoret i ITD’s hovedkvarter i Padborg. Som ny adm. direktør skal hun stå i spidsen for den fortsatte udvikling af transportorganisationen med dens omkring 780 medlemsvirksomheder og knap 60 medarbejdere.

Carina Christensen er uddannet cand.negot. med speciale i international økonomi. Hun har siddet i Folketinget i perioden 2001 til 2011 og var også familie- og forbrugerminister samt kulturminister – ud over en kort periode som transportminister fra november 2007 til september 2008.

I perioden efter Folketinget har Carina Christensen været direktør for erhvervsorganisationen UdviklingVejen i Vejen Kommune og senest direktør for Nordisk Innovation under Nordisk Ministerråd, hvor der har været særligt fokus på skabelse af innovative løsninger inden for digitalisering, internationalisering og grøn vækst.

»Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Carina Christensen og er overbeviste om, at hun med sin politiske erfaring og sit politiske netværk såvel nationalt som internationalt samt sin viden og ballast fra det erhvervsorganisatoriske arbejde kan bidrage konstruktivt til den fortsatte positive udvikling af ITD. Hertil kommer, at Carina Christensen på forskellig vis har arbejdet indgående med innovation og udviklingsprojekter, og det er noget af det, vi fortsat vil prioritere højt i ITD,« udtaler ITD’s formand, Gert Jakobsen.

Carina Christensen afløser Jacob Chr. Nielsen, der i juni efter seks år forlod direktørposten i ITD.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097