Post Danmark taber voldgiftssag
Jørgen Jensen Distribution A/S, Ikast, får medhold af Voldgiftsretten i, at Post Danmarks ophævelse af samarbejdsaftale var uberettiget.
Post Danmark ophævede den 13. marts 2015 en samarbejdsaftale med Jørgen Jensen Distribution A/S. Det skete med øjeblikkelig virkning. Ophævelsen kom efter, at Jørgen Jensen Distribution A/S igennem mere end 30 år, havde distribueret Post Danmark gods i Midt- og Vestjylland. Først for Transportgruppen, siden for Post Danmark, der opkøbte Transportgruppen for nogle år siden.
Ophævelsen blev indbragt for Voldgiftsretten, som altså nu giver Jørgen Jensen Distribution A/S ret i, at ophævelsen af samarbejdsaftalen var uberettiget.
Post Danmark skal herefter erstatte det tab, som Jørgen Jensen Distribution A/S har lidt i forbindelse med ophævelsen af samarbejdsaftalen. Størrelsen af den erstatning Post Danmark skal betale, fastsættes senere på året - men vognmandsfirmaet har krævet en erstatning på 5,2 mio. kr.
Direktør Anders Borg udtrykker tilfredshed med Voldgiftsrettens afgørelse og udtaler, at ophævelsen har kostet Jørgen Jensen Distribution A/S et betydeligt beløb.
- Vi har arbejdet hårdt, for at skabe balance i vores drift i den forløbne tid. Heldigvis har vi et godt kunde underlag, så vi ser lyst på fremtiden, lyder det.