23948sdkhjf

Selvkørende Volvo testes i svensk mine

Volvo Trucks tager nu yderligere et vigtig skridt i udviklingen af autonome køretøjer. I det næste 1½ år skal selvkørende Volvo FMX-lastvogne testes i drift i Boliden-minen ved Skellefteå i Nordsverige. Målet er at undersøge, hvordan denne teknologi kan bidrage til sikre og produktive transporter i krævende velafgrænsede anvendelsesområder.

»Gennem vores samarbejde med Boliden går udviklingen af autonome køretøjer ind i en ny spændende fase. Det her er første gang nogensinde selvkørende lastvogne testes i almindelig drift under jordens overflade, og resultatet kommer til at give et værdifuldt input til vores fortsatte arbejde med at omsætte tekniske landvindinger til praktisk brug for vores kunder,« forklarer Volvo Trucks’ direktør Claes Nilsson.

Da Volvo Trucks tidligere på året første gang præsenterede en selvkørende Volvo FMX, vakte det stor interesse i branchen. Det forsknings- og udviklingsprojekt, lastvognen indgår i, tyder på, at selvkørende lastvogne kan blive et bidrag til øget transporteffektivitet og produktivitet. Specielt i miner, havne og andre tydeligt afgrænsede og velkontrollerede miljøer med en stor andel gentagne kørselsmønstre.

Test 1000 meter under jorden

Nu er det altså tid til at teste, hvordan teknologien fungerer under virkelige forhold. Stedet er Bolidens mine i Kristineberg i Nordsverige. Her skal den første selvkørende Volvo FMX-lastvogn tages i drift til efteråret, og i løbet af det næste år skal driften successivt øges med yderligere tre lignende køretøjer.

Lastvognene, som skal anvendes i minen, er fabriksproducerede Volvo FMX, som udstyres med ny funktionalitet. Blandt andet indgår et system med radar-/laserbaserede sensorer. Systemet anvendes indledningsvist til at aflæse minens geometri og udarbejde et kort over den vej, lastvognen skal følge.

Den indsamlede information anvendes derefter til at regulere køretøjets styring, gearskifte og hastighed. Ved yderligere kørsler bruges sensorerne til kontinuerligt at scanne området rundt om lastvognen og optimere drift og rute.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078