23948sdkhjf

Fuld fart på Transport Øst

Cirka 4000 gæster til 8. udgave af Sjællands største transportmesse.

Sjællands største transportudstilling Transport Øst blev afviklet første weekend i september med fuld fart på to dages udstilling i både sol og regn over lørdag og søndag. Her tiltrak godt et halvt hundrede udstillere vanen cirka 4000 gæster over de to dage til messepladsen, Ventrupparken 12 i Greve.

Lastbiler, trailere, kraner, dæk, alverdens tilbehør og tilbud inden for finansiering, uddannelse, vejhjælp og meget mere blev kigget efter i sømmene. Og det var et par udbytterige dage, lød det fra både rutinerede udstillere og debutanter.

- Vi er meget tilfredse. Messen var igen tæt besøgt om lørdagen, og selvom vi fik lidt regn søndag, var der alligevel mange, der kom forbi og gjorde det to rigtig gode dage,« siger Jeanette Routhe, direktør i Danske Transport Medier, som står bag udstillingen.

- Da vi lukkede messen søndag eftermiddag, havde rigtig mange allerede bestilt en stand igen til næste år, så vi forventer, at messen bliver mindst lige så stor eller lidt større næste år, forklarer hun.

Transport Øst 2017 vender tilbage til Ventrupparken første weekend i september 2017.

 

Kraner ragede op

Der var mange kreative og innovative produkter og løsninger, som ragede op blandt udstillerne på Transport Øst 2016. Der var dog noget, der – bogstaveligt talt – ragede mere op andet, og det var hos Skaks Kran Import & Eksport, hvor indehaver Magnus Skak stolt fremviste to nylige opbygninger med de tyrkiske Erkin-kraner, som firmaet forhandler i Danmark.

Den ene var en kran på ikke mindre end 245 tm, som var opbygget på en 5-akslet Volvo til Rørby Specialtransport i Herlufmagle.

- Vi er med herovre for at vise os frem i hele landet, og vi er faktisk ved at få godt fat herovre, fortalte Magnus Skak.

Skaks Kran Import & Eksport har ellers adresse så langt vestpå som Rømø, men samarbejdet med den tyrkiske Erkin-fabrik har tilsyneladende også fået godt tag i sjællanderne. Således kunne Magnus Skak fortælle, at en ny opbygning er på vej med en 275 tm kran – ligeledes til en vognmand med base i det sydsjællandske.

 

Hultsteins banker på

 Tor Ahlbom, CEO hos svenske Hultsteins, fik en fint debut på Transport Øst. Om hans og den svenske producent af køle- og varmeanlægs deltagelse på transportmessen lyder det:

- Hultsteins er stiftet i 1962 og har hidtil opereret mest på vores hjemmemarked i Sverige. Men nu går vi også ind på markedet i Danmark, Norge og Sverige.

Hultsteins køle- og varmeanlæg til lastbiler fører sig blandt andet frem med miljøvenlige løsninger og et lavt støjniveau, blandt andet målrettet natlig distribution i byerne.

 

Greve attraktiv for transport

Lars Hansen, fra den messedebuterende ejendomsinvestor NREP Logicenter, deltog på messen for blandt andet at få nye kontakter til virksomheder, der ønsker at flytte ind i Greve Kommunes erhvervsområder.

NREP Logicenter ejer tre ejendomme i Greve Kommune. De to er bebygget og lejet ud til Zebra og Movianto, mens den sidste grund er tom – inden der opføres en ny logistikbygning.

- Vi betragter Greve som et rigtig godt sted at placere sig for transport- og logistikvirksomheder. Vi er meget interesseret i at købe flere erhvervsarealer her i Greve, da der kun er 25 kilometer ind til København. Mange af vores kunder inden for transporterhvervet betragter det som meget mere attraktivt at placere sig i Greve end i f.eks. Køge, hvor der er 40 kilometer ind til København, fortæller NREP Logicenters Lars Hansen.

Ny type sikring

Greve-borgmester Pernille Beckmann stod igen i år for åbningen af Transport Øst, og på en efterfølgende rundtur på messen fik hun blandt andet en snak med Bo Schønning fra Evotec, der på grund af stigende antal tyverier fra varebiler og lastbiler fremviste en demobil med et nyt, avanceret elektronisk sikringssystem, som firmaet i samarbejde med virksomheder inden for sikringsbranchen har udviklet.

- Jeg er meget spændt på at høre, hvad de besøgende på messen kan se af nye anvendelsesmuligheder til sikring af gods på fx trailere og containere. Jeg håber at møde nogle store vognmænd, distributionsfirmaer og partnere, vi kan samarbejde med, fortalte Bo Schønning.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174