23948sdkhjf

Vognmand får kæmpe bøde - tilladelser og biler konfiskeret

Retten i Kolding: Bøde på 250.000 kr., inddragelse af to køretilladelser og konfiskation af to lastbiler.

Ovenstående dom – lydende på en bøde på 250.000 kr., inddragelse af to køretilladelser samt konfiskation af to lastbiler – er netop faldet ved Retten i Kolding i en sag mod en makedonsk vognmand.

I juli 2014 blev en chauffør, ansat i det makedonske selskab, dømt for at have forfalsket den kørebog, der hørte med til den tilladelse, han kørte på. I september 2014 blev en anden chauffør fra samme selskab dømt for nøjagtigt samme forhold.

- Chaufførerne forklarede, at de havde forfalsket kørebogen, der skulle bevise, at tilladelsens krav blev overholdt, fortæller Pernille M. A. Moesborg, anklager ved Sydøstjyllands Politi.

Hun uddyber:

- Det skulle se ud, som om lastbilen havde været i Makedonien, selvom den kørte rundt i Norden. Derfor kørte chaufførerne reelt ”uden tilladelse”, og det er det, selskabet nu er dømt for.

Grov karakter

Overtrædelserne er af så grov karakter, at selskabet også skulle tiltales for medvirken til chaufførernes overtrædelse af reglerne om dokumentfalsk i straffeloven.

Selskabet nægtede sig skyldig under sagen, men Retten i Kolding fulgte anklagemyndighedens påstand om domfældelse, straf og konfiskation.

- Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på sagens karakter og omfang, herunder at selskabet fortsatte med at overtræde reglerne, efter den første chauffør var blevet dømt, og at selskabet var straffet flere gange tidligere. Og af samme grunde blev både lastbiler og CEMT-tilladelser konfiskeret, tilføjer anklager Pernille M. A. Moesborg.

Det er endnu ukendt, hvordan det makedonske vognmandsselskab forholder sig til dommen.

Fakta Makedonien

Ikke medlem af EU. En makedonsk vognmandsvirksomhed kan derfor kun køre i EU, hvis den har tilladelse til det. En tilladelse kan f.eks. være en CEMT-tilladelse, der har et nummer.

Til denne tilladelsen hører en kørebog, som skal have samme nummer. I kørebogen skal chaufføren udfylde oplysninger om, hvornår lastbilen kører, hvor lastbilen kører, om der er gods med etc.

Med en CEMT-tilladelse må lastbilen køre ind i EU, køre tre godstransporter for fremmed regning og skal derefter helt hjem til sit hjemland, inden lastbilen må returnere til EU.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079