DEBATINDLÆG:

Af: Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL-Danske Vognmænd

”Presset stiger på hvidplade-vognmænd” siger overskriften i Lastbilmagasinet den 3. august, og i artiklen udtaler revisor Kaj Glochau fra Ernest & Young sig om presset fra stigende chaufførlønninger i Polen og jagten efter endnu billigere chauffører andre steder, blandt andet med ordene: ”Vognmændenes udgifter til biler og brændstof er de samme. Det eneste, man kan konkurrere på, er lønnen. Branchen strammes hele tiden, og man skal tilpasse sig den konkurrencesituation, der er. Man skal ikke være for pæn til at følge udviklingen, for det eneste alternativ er ikke at køre.”

Andetsteds i artiklen lader Glochau os forstå, at ”det er jo i virkeligheden en naturlig konsekvens af en øget globalisering.”

At presset stiger på de danske vognmænd, er ingen nyhed. At løndumping blot accelererer en nedadgående spiral er heller ikke nyt. Det har DTL-Danske Vognmænd i årevis advaret imod ville blive konsekvensen. Vi ser jo allerede virksomheder, der henter lav-lav-lønschauffører ind fra Asien, for at køre på det europæiske marked.

Men hvad revisor-logikken ikke har med i sit bogholderi er dette: Udviklingen tvinger virksomheder til at lukke.

Det koster arbejdspladser. Følgevirksomheder lukker.

Det koster også arbejdspladser.

Det koster staten indtægter i form af tabt skat.

Og det koster staten udgifter i form af øget belastning til overførselsindkomster, beskæftigelsesindsats, omskoling etc.

Det eroderer et stærkt og sundt arbejdsmarked, hvor en vognmand og hans eventuelle chauffører kan have en indkomst og være selvforsørgende i et samfund som det danske. Det nedbryder hårdt tilkæmpede sociale rettigheder og sociale standarder for et anstændigt arbejdsmarked. Det undergraver den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter har forhandlet sig frem til nogle bæredygtige aftaler.

Jeg kunne blive ved.

Kaster man et blik ud over Europa i disse år, så ser man et EU i fare for at sprænges. Storbritanniens exit handlede i høj grad om en massiv modvilje i den britiske befolkning mod social dumping, og at landet modtog EU-borgere, der var villige til at arbejde det dobbelte for den halve løn og som trak fuldt ud på velfærden for den halve skattebetaling. Det måtte gå galt. Men den bevægelse det har sat i gang, kan blive langt flere virksomheders død. For jeg tror de fleste i branchen faktisk ønsker et EU og en mulighed for arbejdskraftens og varernes fri bevægelighed – men med en sikring af at konkurrencen foregår på fair vilkår. Vælger flere lande at gøre som Storbritannien (og Danmark er vel ikke den mest usandsynlige kandidat til at følge en sådan bevægelse) så bliver bundlinjen både for Europa, for Danmark og for den enkelte transportvirksomhed og dens medarbejdere, nok ikke bedre. Hele dét regnskab forbigår Kaj Glochau, som nøjes med at overgive sig til uafvendeligheden.

Men jeg tror ikke dette er uafvendeligt. Det er en kamp, ja. Den er svær, ja. Men vi er nogle der kæmper den hver eneste dag.

I DTL-Danske Vognmænd. FDL kæmper den. 3F-Transport kæmper den.

En række danske politikere kæmper den, fra Enhedslistens Henning Hyllested, over SF’s Pia Olsen Dyhr, Socialdemokratiets Rasmus Prehn og Magnus Heunicke og til Dansk Folkepartis Kim Christiansen og Anders Vistisen.

Og ude i Europa sker der søreme også noget. DTL-Danske Vognmænd er med vores nordiske søsterorganisationer SÅ (Sverige) og NLF (Norge) samt SKAL (Finland) ude i en fælles mission gennem vores fælles Bruxelles-baserede Nordic Logistics Association (NLA). I Norge, Tyskland og i Frankrig gør man i disse år alskens krumspring, bl.a ved indførelse af minimumsløn, for at få dæmmet op overfor social dumping og udhulingen af ordentlige arbejdsmarkeder. Og det er der alt sammen sund fornuft i – både for virksomhederne, for medarbejderne og for de nationalstater, der insisterer på ordentlige arbejdsforhold og større samfundsmæssige hensyn.

DTL-Danske Vognmænd har i alt fald ikke mistet modet.