Millionordre til fynsk transportfirma
Logistik Centralen i Odense, som leverer distributionskørsel, kurerkørsel, logistik og lagerlokaler, har netop underskrevet en kontrakt om distribution af gods på Fyn for DSV Road A/S National Distribution Danmark fra den 1. januar 2016. En ordre til et tocifret millionbeløb om året.
Derfor er Logistik Centralen lige nu i gang med at ansætte medarbejdere til at løse den nye opgave. Det drejer sig om i alt 20 personer, som får nyt job. Ikke mindre end 16 nye chauffører skal ansættes hos Logistik Centralen inden den 31. december. I løbet af november måned vil alle chauffører være ansat og de mange lastbiler bliver leveret i december måned. Derudover skal der ansættes 2 ekstra personer i administrationen og 2 personer på lageret.
Den nye ordre betyder, at Logistik Centralen hver dag skal distribuere alt gods på Fyn for DSV Road A/S National Distribution Danmark. Det har også betydet, at der er lejet ekstra 1.750 kvadratmeter til at opbevare og omfordele det modtagne gods.
Firmaet, som ejes af Dennis Just, kan derfor i 2016, hvor det er 25 år siden, det hele begyndte, tale om et gennembrud for virksomheden.
»Nu er vi kommet op i en ny liga inden for transport- og logistikbranchen,« udtaler Dennis Just.
Dennis Just startede i 1991 virksomheden, Aarslev Budcentral, med at købe en bil og han transporterede selv varerne ud til sine kunder. Efterhånden fik han så meget at lave, at han måtte ansætte en chauffør og udviklingen har ikke stået stille. I 2011 blev virksomheden kåret til Årets Transportvirksomhed.
I dag er der beskæftiget 50 medarbejdere i virksomheden og med den nye ordre, vil der være 70 medarbejdere.
»Vores vækststrategi har vist sig at være rigtig. Den vækst vi har fået har ikke kunnet lade sig gøre uden vores gode medarbejdere og ikke mindst et fortræffeligt samarbejde med Henry Johansen (tidligere BIVA) og Sydbank. Vi har nu lejet hele den gamle BIVA lagerbygning af Henry Johansen, og vi har haft fuld opbakning til vores vækststrategi fra Sydbank,« siger Dennis Just.