Chauffør blev dagens helt
Små ting kan gøre en stor forskel. Således blev lastbilchauffør Robert Thrane fra vognmandsfirmaet E. Trasborg dagens helt for 19-årige Anne-Sofie Hansen, der tirsdag morgen kørte ind i et træ på Knoldeflodvej mellem Esbjerg og Varde.
Hun slap med mindre fysiske skrammer, men var stærkt chokeret efter hændelsen – men blev godt hjulpet af chaufføren, der gjorde holdt og satte sig med den unge kvinde og talte med hende.
Efter at være kommet til hægterne efterlyste Anne-Sofie Hansen chaufføren i lokalavisen jv.dk, og det lykkedes også at få kontakt og takke ham.
Selvom der var andre folk på stedet, var chaufføren ikke i tvivl om at stige ud af lastbilen og hjælpe kvinden.
»Man skal koncentrere sig om dem, der er kommet til skade. Alt det andet betyder ikke så meget. Hun var meget i chok, og så er det bare at snakke og pjatte og hjælpe det, man kan,« siger Robert Thrane til jv.dk.
[add:338]