Letvægtscontainer giver et halvt ton ekstra
Forsøgsprojektet ”Lettere containere” har vist, at det er muligt at spare brændstof med en nyudviklet container, der er 250 kg lettere end en standardcontainer.
Projektet blev iværksat i 2013 med tilskud fra ’”pulje til forsøg med energieffektive transportløsninger” under Trafik- og Byggestyrelsen. Containeren er blevet udviklet af virksomheden Jøni Aabybro ApS, og den er blevet testet i daglig brug af virksomheden Daka i en forsøgsperiode henover efteråret 2014.
Med brug af to letvægtscontainere i stedet for normale containere bliver den samlede vægtbesparelse 500 kg for et vogntog med lastbil og påhængsvogn, hvilket giver et halvt ton ekstra nyttelast. I Dakas tilfælde svarer det til, at der kan fyldes 4-5 % ekstra varer på hvert vogntog, hvilket betyder, at én ud af 20 biler vil kunne undværes.
Grønnere transport
Ifølge Daka har containerne fungeret lige så stabilt som deres normale containere, og projektet glæder Trafik- og Byggestyrelsen:
»Danmark har en målsætning om at sænke CO2-udledningen fra transporten. Det kræver, at vi øger vores anvendelse af alternative drivmidler som gas, el og brint, men vi skal også være innovative, når det gælder nye materialer og produktionsmetoder. Letvægtscontaineren er et godt eksempel på, at produktudvikling og nytænkning er vigtige skridt i retning af en grønnere transport,« lyder det fra Janni Torp Kjærgaard, der er kontorchef i Center for biler og grøn transport i Trafik- og Byggestyrelsen.
Hos Jøni forventer direktør Jan Villadsen, at forsøget kan skærpe interessen for letvægtsopbygninger.
»Vi oplever i stigende grad, at vores kunder har fokus på brændstofbesparelser. Derfor er vi glade for, at vi nu kan tilbyde en container, der har smidt ganske mange kg sammenlignet med standardmodellen. Vores vurdering er, at mange virksomheder vil kunne spare betydelige summer på driften, hvis de vælger letvægtscontainere næste gang. Vi forsøger altid at reducere vægten på vores produkter og vi fik i projektet mulighed for at afprøve nye svejsemetoder samt ændringer i bearbejdning af stålplader.«
[add:38]