23948sdkhjf

Uforsvarlig natkørsel fører til alvorlige ulykker

Alkohol er årsag til en meget stor del af de trafikulykker, der sker i de sene aftentimer og om natten. Både bilister og fodgængere med høje promiller er til stor fare for sig selv og andre. Det viser en ny undersøgelse, som Havarikommissionen for vejtrafikulykker offentliggjorde mandag.

Kommissionen anbefaler derfor forstærket politikontrol og krav om, at dømte spiritusbilister får installeret alkolås.

En stor del af de ulykker, der indgår i undersøgelsen, er soloulykker med mænd i alderen 18-50 år, der var på vej til eller fra et socialt arrangement, hvor der havde været alkohol indblandet. De kørte typisk galt i et sving i stærkt påvirket tilstand og ofte ved meget høj hastighed. Størstedelen havde en promille over 1, og dem med en mindre promille var samtidig påvirket af narkotika.

»Det er markant, at alkohol er en medvirkende årsag i 2/3 af de undersøgte ulykker, hvor det i tidligere undersøgelser kun var forklaringen i ca. 1/5 af ulykkerne. Derfor anbefaler vi en skærpet indsats mod kørsel i påvirket tilstand om natten,« siger kommissionens formand Mette Fynbo og uddyber:

»Konkret anbefaler vi bl.a. en forstærket politikontrol på landevejene i de sene nattetimer og krav om, at dømte spiritusbilister får installeret alkolås.«

Faldt i søvn

En del af ulykkerne i undersøgelsen skete i forbindelse med arbejdsrelateret kørsel, hvor man færdes i trafikken om natten enten til eller fra arbejde eller i arbejdstiden. I disse ulykker betød bl.a. uopmærksomhed og træthed, at førerne ikke fik orienteret sig godt nok eller decideret faldt i søvn. Kommissionen anbefaler på den baggrund flere rumleriller, at brugen af træthedsalarm i biler udbredes, og at der fortsat er fokus på at få fortalt bilisterne, at træthed øger risikoen for at blive involveret i en trafikulykke.

I de ulykker, der involverede fodgængere, kan det i alle tilfælde slås fast, at de samme ulykker ikke ville være sket i dagslys.

Flere dødsfald i ulykker om natten

Af de 27 ulykker i undersøgelsen var der fem dødsulykker, og personskaderne var generelt alvorlige.

Ulykkesstatistikken viser, at 20 % af alle dødsulykker sker om natten, selvom natulykker kun udgør 15 % af alle trafikulykker.

Vejtræer for tæt på vejen og biler af ældre dato var i flere tilfælde med til at forværre personskaderne. Analysen af ulykkerne viser, at ulykkerne i 70 procent af tilfældene kunne være undgået eller personskaderne ville have været mindre, hvis bilerne havde haft det nyeste sikkerhedsudstyr.

[add:505]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063