580’er med retrostil til Falster
Brdr. Jensen Godstransport A/S i Nr. Alslev på Falster har netop suppleret vognparken med en ny Scania R 580 LA 6x2.
Den nye bil er opbygget med fuld alu-dørk, galge, hydraulikanlæg og brændstoftanke med cirka 1.000 liter kapacitet og skal primært køre lokalt med bl.a. tip- og walking floor-trailer samt lidt gardintrailer, når der er behov for det.
Den nye Scania R 580 er indrettet efter chauffør Martin Hansens ønsker med ”old school” plys samt klassisk hvidt rat, ligesom det originale Topline-logo øverst på førerhuset er hentet fra Scanias første Topline-model i slutningen af 1980’erne.
Den 16,4 liters V8’er i Euro 6-version, og bag den sidder en GRSO905R-gearkasse med overgear samt integreret retarder.
[pic:24262]Fuldautomatisk Opticruise sørger for de mest økonomiske gearskift, og kraften overføres til vejen gennem et forstærket R885-bagtøj med enkelt-reduktion og udveksling 3,23:1. Bilen er luftaffjedret på alle tre aksler.
Chauffør Martin Hansens og hans kolleger, der kører bilen, kan glæde sig over et meget omfattende udstyr i Topline-førerhuset. Premium læderstole, fuldautomatisk klimaanlæg, oliefyr, køle/fryseskab samt Scanias særlige læder, V8- og Stylingpakker.
Bilen er udrustet med både Scania AEB (Advanced Emergency Braking) samt LDW (Lane Departure Warning) og ACC (Adaptive Cruise Control).
[pic:24263]Brdr. Jensen råder over syv lastbiler, alle Scania, der er fordelt på fem trækkere og to forvogne. Dertil kommer et tilsvarende antal trailere og påhængsvogne. Et enkelt af vogntogene kører fast til og fra Nordnorge, mens de øvrige mest kører lokalt med bl.a. roer, korn og frø.
Selv om Brdr. Jensen råder over eget værksted er der tegnet fuld serviceaftale på bilen i seks år samt udvidet drivlinegaranti. Den nye Scania R 580 er Brdr. Jensens 31. nye Scania.
Lastbilen er leveret af Nyscan a/s i Sakskøbing.
[add:450]